Svin har det for dårligt

Lyt til artiklen

Syge grise skal have særlige aflukker i staldene, hvor de kan komme sig. Der skal de have ekstra varme og pleje, men i praksis er forholdene ikke gode nok, og der er især problemer i nye stalde. Både af hensyn til dyrenes velfærd og branchens omdømme skal forholdene bringes i orden, understreger Landsudvalget for Svin i en opfordring til sine medlemmer - landets 13.000 svinebedrifter. »Vi er fra flere sider blevet gjort opmærksom på, at det mere er undtagelsen end reglen at etablere passende aflastningsfaciliteter. I praksis betyder det naturligvis, at der er risiko for, at de mest svækkede dyr udsættes for unødig lidelse - endvidere at dyreværnsloven ikke overholdes på dette punkt«, skriver Landsudvalget for Svin i opfordringen, der bliver offentliggjort i svineproducenternes fagblade. Når der ikke er særlige aflastningsstier, bliver syge og tilskadekomne grise enten slet ikke taget til side, eller de bliver sat ud i mellemgange, hvor de må klare sig selv. Syge grise skal have fred og varme Svineproducenternes egen organisation minder om, at syge grise netop har brug for et særligt område, hvor de kan være i fred. Desuden har dyrene typisk ikke nogen appetit og kommer lettere til at fryse. De skal derfor ofte have ekstra strøelse eller et opvarmet område. Det er både dyrlæger og landmændenes egne konsulenter, som har peget på problemerne, siger Landsudvalgets direktør, Orla Grøn Pedersen. 'Sørg for faciliteterne' »Hvis man bygger en ny svinestald på bar mark, har man ikke en gammel ornesti eller andet, der kan bruges til syge dyr, sådan som man ofte har i ældre stalde. Derfor minder vi om, at man især i nybyggeri og ved ombygninger skal sørge for ordentlige faciliteter. Hvis der er mulighed for at placere syge dyr for sig, er der også nok større sandsynlighed for, at det sker«, siger Orla Grøn Pedersen. Formanden for Den Danske Dyrlægeforenings svinesektion, Jørgen Lindahl, er glad for branchens initiativ. »Jeg kan ikke sætte et præcist tal på, hvor mange besætninger der ikke har ordentlige forhold for de syge dyr. Men det er desværre for mange. Vi dyrlæger har råbt op i årevis, for det har virkelig været et smertensbarn, men vores gennemslagskraft har været for lille«, siger Jørgen Lindahl. Økonomien presser Det er ofte af økonomiske grunde, at der ikke er sygestier, mener han. »Man har måske de bedste intentioner om at reservere en sti eller to til syge dyr, men i praksis køber man grise ind, til alle stier er fyldt. Vi er meget glade for, at branchen nu opfordrer til at få orden i sagerne«, siger Jørgen Lindahl. Svineproduktion er udvidet kraftigt i de seneste år og sætter rekord i år med 23,5 millioner slagtesvin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her