Den verdensberømte engelske arkitekt Norman Foster skal tegne det planlagte nye hus til elefanterne i Zoologisk Have i København. Det er intet mindre end en sensation, at den feterede Lord Foster har påtaget sig opgaven i haven, hvor man forventer, at det nye elefanthus åbnes i foråret 2004. Prisen på det stort anlagte nybyggeri forventes at blive cirka 100 millioner kroner. Københavns Zoo har længe sukket efter et nyt elefanthus som erstatning for den nuværende 87-årige elefantbolig, der er nedslidt og umoderne. Samtidig ønsker havens ledelse at præsentere snabeldyrene i omgivelser, der svarer til det super-ry, Københavns Zoo har blandt elefantkendere i andre haver. Zoologisk Have har netop modtaget tre unge elefanter fra Thailand, og en babyelefant ventes hvert øjeblik. Dermed kommer bestanden op på ni dyr. Det nye elefanthus bygges ind i skrænten mod Frederiksberg Have, og ifølge Zoo-direktør Lars Lunding Andersen skal huset blandt andet rumme en stor løsdriftsstald til hunelefanterne, ligesom der bliver udendørsanlæg, hvor hunner og hanner holdes adskilt. Stolthed Fosters danske samarbejdspartner, maleren Per Arnoldi, oplyser, at den engelske arkitekt er meget entusiastisk over den unikke opgave. Zoo-ledelsen var fredag tydeligt stolt over at kunne præsentere Norman Foster som manden bag nybyggeriet. Efter blandt andet at have tegnet ombygningen af British Museum og den nye Millennium Bridge i London, restaureringen af rigsdagen i Berlin og den nye lufthavn i Hongkong er arkitekten blandt de hotteste i verden. Louisiana Museet i Humlebæk viser indtil 9. december en udstilling om Fosters livsværk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























