Socialdemokratiets svar på kaptajn Haddock, den åbenmundede Europaparlamentariker Freddy Blak (S) kan se frem til en tilværelse som løsgænger i Europaparlamentet og medlem af Næstved Byråd uden partibog. Lørdag sagde et stort flertal i Socialdemokratiets hovedbestyrelsen på et møde i Svendborg nej til at lade ham arbejde begge steder samtidig. »Et meget stort flertal ville ikke godkende kombinationen af at arbejde i både Europaparlamentet og i byrådet. Det kan fysisk ikke lade sig gøre«, siger Socialdemokratiets næstformand Bent Hansen, der til daglig er amtsborgmester i Viborg. Freddy Blak nægter at opgive begge poster og står dermed til eksklusion af partiet fra nytår, når det nyvalgte byråd i Næstved samles. Blak: Willy Stig lovede! Freddy Blak fik ved det netop overståede valg 1.168 personlige stemmer og var dermed med til at sikre Socialdemokratiet absolut flertal i Næstved. Ifølge Blak blev han før valgkampen stillet en dispensation fra partiets forbud mod dobbeltmandater i udsigt af Socialdemokratiets partisekretær Willy Stig Andersen - et særligt 'Lex-Freddy'. Men sådan gik det ikke. Ifølge næstformand Bent Hansen sagde fire femtedele af de forsamlede hovedbestyrelsesmedlemmer nej - ikke af modvilje mod Freddy Blak, men af principielle årsager, understreger han. Andre fik også afslag Samtidig fik også de to nyvalgte medlemmer af Folketing og af byråd, Nicolai Wammen, Århus og Jette Bergenholz Bautrup, København, afslag på dispensation. Men dem er der ikke vrøvl med - de vil begge acceptere hovedbestyrelsens afgørelse og søge orlov fra byrådet. Blak: Stalinister! Freddy Blak er både vred og ked af det og siger, at hans respekt for enkelte »stalinistiske« medlemmer af hovedbestyrelsen »kan ligge under det sorte på neglene«. Men selvom beslutningen kan betyde afslutningen på 35 års medlemskab af Socialdemokratiet »rokker han sig ikke en millimeter«. Han vil fortsætte som parlamentariker under mottoet »Den Frie Socialdemokrat« og i byrådet som medlem af den socialdemokratiske gruppe - med eller uden partibog. Og partifællerne i Næstved vil gerne have ham med - til at »føre rigtig socialdemokratisk politik«. Blak: Skvatnagler! »Hvis jeg på forhånd havde fået afslag, havde jeg ikke stillet op. Men nu snyder jeg på ingen måder dem, der har stemt på mig. Derfor fortsætter jeg på begge poster. Så må det være Socialdemokratiet, der må foretage det fornødne videre«, siger han. Han kalder partimedlemmerne for »skvatnagler og vatugler uden hår på brystet«, fordi de ikke i det mindste aktivt går ind og ekskluderer ham. Næstformand: Bare ærgerligt Men ifølge næstformand Bent Hansen behøver ingen at foretage sig noget, for at Blak ryger ud af partiet. »Det fremgår af partilovene, at hvis man sidder en beslutning fra hovedbestyrelsen overhøring eller handler på tværs af hovedbestyrelsens beslutning, så ophæver man selv sit medlemskab«, siger Bent Hansen, der er »ærgerlig« over sagen, og »håber at Freddy besinder sig, når julefreden sænker sig«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























