Tilbageslag for integrationen

Lyt til artiklen

Over 47.000 tosprogede børn i Danmark mister retten til at modtage undervisning i deres eget sprog, når regeringen fra næste skoleår ophæver kommuners pligt til at tilbyde modersmålsundervisning i folkeskolen. Børnene skal i stedet have mere undervisning i dansk, mener regeringen. Men ifølge professor Anne Holmen fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) vil det gå stik modsat. Børnene bliver dårligere til dansk og dermed også dårligere stillet i samfundet, advarer hun. Børnenes dansk bliver ikke bedre »Børnenes dansk bliver ikke styrket af det her. Tværtimod. Masser af forskning, både dansk og internationalt viser at et godt niveau på modersmålet virker fremmende for tilegnelsen af et fremmedsprog. Derfor er der ingen faglige begrundelser for at afskaffe modersmålsundervisningen«, siger Anne Holmen, der er professor i dansk som fremmedsprog og tosprogethed. En masse børn står af Hun beklager, at regeringen ikke lytter til fagfolk, men i stedet går efter »en politisk symbolværdi, der får regeringen til at virke slagkraftig på udlændingepolitikken«, som hun udtrykker det. Anne Holmen siger videre: »Vi risikerer at tabe en masse af børnene på gulvet, og samtidig går samfundet glip af en gruppe mennesker, som behersker to sprog på højt niveau«. Ikke gidsler Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) afviser, at regeringen bruger børnene som gidsler i det såkaldte kasseeftersyn på udlændingeområdet. »De børn skal være dygtigere i dansk, og derfor vil vi hellere bruge ressourcerne på flere dansktimer i folkeskolen. Vi mener ikke, at modersmålsundervisning er en opgave for folkeskolen«, siger Ulla Tørnæs (V). Hun ønsker ikke at gå ind i en diskussion om, hvad sagkundskaben siger om modersmålsundervisning, men siger blot, at »der er delte opfattelser«. Til gengæld vil Venstres uddannelsesordfører, Gitte Lillelund Bech, gerne uddybe. Hun siger: »Vi ved, at blandt andet en forsker fra Stanford University har dokumenteret det modsatte af, hvad DPU's forskere siger. Nemlig at børn kan lære et fremmedsprog uden nødvendigvis at have et fuldt udviklet modersmål, hvis man starter tidligt nok. Derfor siger vi, at børnene skal lære dansk tidligt, så de taler dansk, når de starter i skolen«. Mere isolation Formanden for Etniske Minoriteters Landsorganisation, IND-Sam, betegner regeringens forslag som »et kortsigtet og populistisk forslag«, som vil smadre alle bestræbelser på at integrere tosprogede børn i folkeskolen. »Jo mere man benægter indvandreres kulturelle baggrund, jo mere vil de isolere sig. Regeringen sender et signal om, at man ikke respekterer børnenes sprog, kultur og dobbelte identitet, og derfor tror jeg, at mange forældre vil føle sig fristet til at sætte deres børn i privatskoler», siger Mohamed Gelle. Professor Anne Holmen fra Danmarks Pædagogiske Universitet deler hans vurdering. »Når du tilhører en minoritetsgruppe, er sproget en vigtig del af identiteten. Med modersmålsundervisningen viser folkeskolen en respekt for børnenes og forældrenes baggrund, som sætter børnene lige med danske børn. Nu risikerer vi at marginalisere børnene, og det hænger ikke sammen med integration og ligeværdighed«, siger hun. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) oplyser, at hun endnu ikke overblik over, hvad staten sparer ved at fjerne modersmålsundervisningen fra folkeskolen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her