29-årig afløser Helge Sander som borgmester i Herning

Lyt til artiklen

Direktør Lars Krarup (V), der blot er 29 år gammel, bliver efter nytår ny førstemand i Herning. Det sker, fordi byens borgmester gennem fire år, den 51-årige Helge Sander, tirsdag overraskende blev udnævnt til minister i den nye VK-regering. Helge Sander fik ellers et flot personligt valg med næsten 8000 personlige stemmer for en uge siden, om end Venstre ikke opnåede mandatmæssig fremgang i byrådet. Aftalen om, at Helge Sander skulle fortsætte på borgmesterposten, skulle konfirmeres i byrådet den 11. november, men nu bliver det i stedet Lars Krarup, der skal stå i spidsen for det 21 mand store byråd og for kommunen med omkring 58.500 indbyggere. Ifølge Lars Krarup blev det besluttet mandag aften, at han skal efterfølge Helge Sander som borgmester. Det Konservative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti, der har konstitueret sig med Venstre i Herning, har accepteret valget af den 29-årige Venstre-mand. Lars Krarup er direktør for ishockey-virksomheden Blue Fox-Herning A/S. Herning Ishockeyklub har udskilt driften af klubbens førstehold i selskabet Blue Fox, og her har Lars Krarup været direktør siden 1. december 2000. Hernings nye borgmester har siddet i byrådet siden 1998. Ved det netop overståede valg, var han med 1076 personlige stemmer den Venstre-politiker, der fik næstflest stemmer, kun overgået af Helge Sander. Med sine 29 år bliver Lars Krarup den fjerde Venstre-borgmester i landet, der er under 30 år gammel. Borgmesterskiftet vil påvirke den øvrige konstituering i Herning Byråd, herunder hvem der bliver formænd for de faste udvalg. Planen var, at Lars Krarup skulle være formand for kultur- og fritidsudvalget, men det bliver nu ændret. Sikkert er det dog, at citychef Ulrik Hyldgaard, der er første suppleant til Venstres byrådsgruppe, skal indtræde i det nye byråd fra 1. januar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her