Statsminister Anders Fogh Rasmussen (S) vil bruge sit møde onsdag aften med Belgiens premierminister, Guy Verhofstadt, til at fortælle belgierne, at VK-regeringen ikke er fremmedfjendsk. Guy Verhofstadt, som har EUs formandskab, er i København for at orientere statsministeren om det kommende topmøde i Bruxelles i midten af december. Men Anders Fogh Rasmussen oplyste onsdag efter et møde i Venstres folketingsgruppe, at han også vil benytte lejligheden til at sætte et par ting på plads. Det sker efter, at Belgiens liberale parti PRL har indkaldt til et hastemøde i Det Europæiske Liberale Parti (ELDR) på grund VK-regeringens angivelige fremmedfjendske politik. »Jeg kan ikke forestille mig, at mødet (med Guy Verhoftstadt, red.) kommer til at handle om det. Men det kan da meget vel være, at når den belgiske presse er kommet med herop, at jeg så af egen drift vil sige noget til de journalister, som er mødt op. Der har tilsyneladende været visse misforståelser i Belgien«, sagde Anders Fogh Rasmussen efter mødet i folketingsgruppen hos Venstre, Danmarks Liberale Parti. Fremmedfjendsk karakter Formanden for PRL, Daniel Ducarme, krævede tirsdag, at ELDR, som Uffe Ellemann-Jensen (V) var præsident for fra 1995 til 2000, indkaldes til hastemøde. »Den fremmedfjendske karakter, der synes at plette det danske regeringsprogram, chokerer os, da det repræsenterer et klart brud med grundprincipperne i det liberale demokrati og hos ELDR«, sagde Daniel Ducarme. Hans krav skal ses i lyset af de stramninger inden for asyl- og indvandrerpolitik, som der er lagt op til i den ny danske regerings grundlag. Tidligere har også de norske og svenske søsterpartier kritiseret indholdet og tonen i Venstres valgkamp. Kritikken bider dog ikke på Anders Fogh Rasmussen. »Jeg tror, at jeg kan sige, at det ikke bekymrer mig særligt meget. Det får mig ikke til at ligge søvnløs om natten«, sagde statsministeren. Han frygter ikke, at Venstre skal blive smidt ud af ELDR. »Det er fuldstændig latterligt at drage sådan noget ind i det, som han har gjort. Venstre har en meget stærk og solid position i ELDR«, forsikrede Anders Fogh Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























