Triste udsigter for trafiksikkerhed

Lyt til artiklen

Udskiftningen i chefstolen huer ikke tidligere trafikminister Jacob Buksti (S). Samtidig med at ministeriet sagde farvel til ham, sagde det nemlig også farvel til flere af de sikkerhedsfremmende initiativer, som var i gang. Bl.a. beklager han, at den nye regering næppe udbreder fotofartfælderne til hele landet i år 2003, som hans egen regering ellers vedtog sammen med CD, KrF, SF og Enhedslisten i forbindelse med finansloven for 2001. De borgerlige ønsker kun at bruge fælderne på særligt trafikfarlige steder og vil i stedet styrke sikkerheden med mere politi på vejene. »Hvor skal de ekstra betjente komme fra? Det er selvmodsigende, at man ønsker mere kontrol, men ikke vil fastholde den automatiske fartkontrol. Og så siger man, at man vil hæve bøderne, men det hjælper jo ikke, hvis der ikke kontrol«, siger Jacob Buksti. Dokumenteret virkning Fotofældernes positive virkning er dokumenteret gennem forsøg i Storkøbenhavn og på Fyn, og beregninger viser, at de fuldt udbygget vil kunne spare 30-40 menneskeliv og omkring 700 tilskadekomne hvert år. Han spejder også forgæves efter den afgåede regerings såkaldte Fartbølleplan, der retter sig mod unges for høje hastighed og spritkørsel. De 18-24-årige er stærkt overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne, men tallene er på vej ned. I 2000 døde 85 mod 95 i 1999. Klippekort i skuffen En færdigt lovudspil til en klippekortordning, der betyder betinget frakendelse af kørekortet ved tre halvgrove overtrædelser af færdselsloven, bliver nu formentlig også i skrivebordsskuffen. Og det samme gør forslaget om, at det skal være muligt for politiet at konfiskere bilen på stedet, når føreren begår særligt grove lovovertrædelser. »Jeg kan ikke se det som andet end en nedprioritering af trafiksikkerheden i Danmark«, siger Jacob Buksti, der frygter at den borgerlige regering er på vej til at undergrave hele det arbejde, der har reduceret antallet af trafikdræbte op gennem 1990'erne. K afviser nedprioritering Det afviser fungerende trafikordfører for de konservative Kaj Ikast. »Der er ikke tale om en nedprioritering af trafiksikkerheden. Og den nye regering er kun i den indledende fase af arbejdet«, siger Kaj Ikast. En ting, der allerede nu ligger fast, er dog, at trafiksikkerheden er flyttet fra Trafikminsteriet til Justitsministeriet. »Det signalerer, at man lægger mere vægt på sanktioner og regler end på det brede folkelige engagement i at få antallet af ulykker nedbragt«, mener Buksti. Værst finder han dog den nye regerings forslag om at hæve fartgrænsen på motorvej fra 110 til 130 kilometer i timen, som han kalder direkte dødbringende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her