Ny salmebog lever endnu

Lyt til artiklen

Ind med H.C. Andersens »Barn Jesus i en krybbe lå«. Og ud med Brorson-salmen »Ak, min rose visner bort«. Bare et pluk i trafikken ud og ind af den kommende, danske salmebog, som Salmebogkommissionen under Kirkeministeriet har foreslået efter over ni års arbejde. Og som kirkeminister Tove Fergo (V) som en af sine allerførste embedsgerninger foreslog stoppet. »Vi arbejder nu ufortrødent videre mod et endeligt forslag til ny salmebog. På den baggrund må der så komme politiske tilkendegivelser, om nogen finder det fornødent«, siger provst Peter Balslev Clausen, der har ansvaret for teksterne i fornyelsen. 117 fornyelser Det første forslag, som kommissionen var klar med i foråret, fornyer salmebogen med 117 nye numre, og til gengæld fjernes 126 salmer i den kommende udgave, som er den første, gennemgribende gennemgang siden 1953. Det første udkast har sommeren over været i høring, og kommissionen sidder i øjeblikket og vurderer de i alt 1.659 kommentarer, som kom ind med forslag om helt andre nyheder. Eller omvendt ønske om at bevare salmer, som ellers var udset til at falde ud af salmebogens sider. Derudover samler kommissionen input fra avisartikler og debatindlæg, inden det endelige forslag skrives sammen og lægges på kirkeministeren og offentlighedens bord omkring 1. marts 2002. »Der er mange ideer og indfaldsvinkler, men omkring en femtedel af svarene ønsker slet ingen fornyet salmebog. Men i den gruppe findes en meget stor del, som begrunder deres holdning med, at fornyelsen i vores forslag ikke er gennemgribende nok. De vil have endnu flere nye salmer med - ellers kan det være lige meget«, siger Balslev Clausen. 'Nærmere, Gud, til dig' Helt konkret har salmen »Nærmere, Gud, til dig«, som ellers var dømt ude, fået en fanskare, og i mange høringssvar kræves genvalg til netop den salme. »Det skyldes ikke kun filmen om Titanics forlis, hvor salmen spiller en central rolle på det synkende skib. Vi har også fået henvendelse fra mange ældre mennesker, som ikke nødvendigvis har været i biografen, som holder meget af den. Den kommer med igen«, siger redaktør Balslev Clausen. Ekstra opmærksomhed er der også omkring en nutidig salmeforfatter, pastor Hans Anker Jørgensen, som i forslaget kun har en håndfuld vers af salmen »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig« med. »Fra mange sider er vi blevet gjort opmærksom på hans salmer, og der kommer flere med fra hans hånd. Da vi vurderede dem i første omgang, fandt vi dem ikke så relevante, men efter den 11. september og terroren har de fået en ny relevans«, siger Peter Balslev Clausen. Sat i gang under Schlüter Arbejdet med den foryngede salmebog blev sat i gang af den borgerlige Schlüterregering dagen før, den trådte tilbage, og ifølge Salmebogskommissionen er der ikke meget at spare ved at stoppe arbejdet nu. »Både kirker, skoler og andre, som køber salmebøger, har stoppet med at købe nye de sidste par år, fordi de har vidst, at den ny er på vej. Hvadenten vi fuldfører projektet med en ny salmebog eller ej, så er der et opsparet behov for indkøb«, siger Peter Balslev Clausen. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra den nye kirkeminister, idet Tove Fergo var optaget af kirkelige handlinger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her