Den nyvalgte konservative borgmester i Sønderhald Kommune i Århus Amt, Vilhelm Jensen, risikerer allerede at skulle forlade sin nye post. Kun 15 stemmer skiller Venstre fra et ekstra mandat i kommunalbestyrelsen og dermed absolut flertal og borgmesterposten, og det har fået partiet til at kræve en omtælling af stemmerne. Efter den første tælling fik de konservative og Socialdemokratiet henholdsvis ét og syv mandater og pegede på den konservative Vilhelm Jensen som borgmester. Venstre fik syv mandater. Men ifølge Venstres Aage Mathiesen er det usikkert, om stemmerne er talt rigtigt op. »Der kan altid ske fejl, når resultatet er så tæt. Derfor er det rigtigst at foretage en ekstra tælling«, siger Aage Mathiesen. Vilhelm Jensen støtter tilsyneladende en omtælling af stemmerne, men beslutningen skal tages af valgbestyrelsen. Og det sker tidligst tirsdag.
Omtælling spøger i Sønderhald
Lyt til artiklen