Afstemning trak ud flere steder

Lyt til artiklen

Det tredobbelte valg betød i flere kommuner, at afstemningen trak ud. Over en time efter valgstederne officielt skulle lukke, blev der fortsat sat krydser i blandt andet Aalborg og Odense kommuner. I Aalborg Kommune blev der kl. 21.20 fortsat stemt. I Odense var klokken næsten 21, før den sidste vælger afgav sin stemme. Det er første gang nogensinde, afstemningen i Odense er trukket ud til at vare en hel time længere end beregnet. Valgstederne er efter planen åbne fra 9-20 på valgdagen: »Men reglerne siger, at hvis folk er kommet indenfor på valgstedet, skal de have lov at stemme. Vi har haft et valgsted, Humlehaven, hvor der var meget lang kø, og der tog afstemningen altså godt en time ekstra«, siger medhjælper for valgbestyrelsen, Peder Pedersen til Ritzau. I Gladsaxe Kommune faldt den sidste stemme kl. 20.30, mens afstemningen på Århus Rådhus sluttede som normalt kl. 20.08. Rekordstort kommunalvalg Valgdeltagelsen nåede op på 84,5 procent, og det er en klar forbedring af den hidtidige rekord fra 1950 på 81,6 procent. Klokken 18 havde syv ud af 10 danskere sat deres tre krydser - 70,9 procent - mod 69,0 procent ved samme tid til folketingsvalget i 1998. At det tredobbelte valg til både folketing, amter og kommuner ville styrke de lokale valg, kunne ikke mindst ses i Københavns Kommune, hvor valgdeltagelsen foreløbig er opgjort til 75,9 procent mod 58 procent i 1997. Også folketingsvalget fik en høj valgdeltagelse med 87 procent. Det er ikke set højere siden 1984, da 88,4 procent af vælgerne stemte til Folketinget. Den endelige stemmeprocent kendes først, når Indenrigsministeriet er færdig med fintællingen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her