PET-chef husker intet om hemmeligt register

Lyt til artiklen

Hukommelsen svigtede for den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, politimester Jørgen Skat-Rørdam, understregede, da han onsdag blev afhørt af PET-kommissionen om en opsigtsvækkende begivenhed i 1971. Da fik Jørgen Skat-Rørdam nemlig ordre om straks at destruere PETs hemmelige personregister, som var blevet mikrofilmet og lagt i skjul på Danmarks ambassade i USA. Det var daværende justitsminister Knud Thestrup (K), som gav PET-chefen ordren, fremgår det af Thestrups dagbog. I 1968 havde KVR-regeringen bestemt, at efterretningstjenesten ikke længere måtte registrere danske statsborgere alene på grund af deres lovlige politiske virksomhed. PET kopierede kartotek Men tilsyneladende bag om ryggen på regeringen havde den tidligere chef for PET, politiinspektør Arne Nielsen, mikrofilmet den del af kartoteket, som PET var blevet tvunget til at tilintetgøre på grund af regeringens nye politik - og havde altså lagt det i skjul i en forseglet pakke på ambassaden i Washington. Nu graver de fem medlemmer af PET-kommissionen i sagen, men under kommissionens første offentlige afhøring onsdag kom der ingen oplysninger fra politimester, Jørgen Skat-Rørdam der var chef for PET fra november 1970 til september 1975. Afhøring afbrudt af næseblod Jørgen Skat-Rørdam fik pludselig næseblod, og afhøringen mått afbrydes. Derfor kom kommissionen ikke i dybden med et helt centralt emne - nemlig hvordan den tidligere PET-chef håndterede regeringsgarantien om, at borgere ikke længere ville blive registreret alene på grund af deres lovlige politiske engagement. Men Jørgen Skat-Rørdam nåede dog at fortælle, at han ved udnævnelsen til posten som politimester af departementschef Niels Madsen var blevet briefet om regeringens beslutning. Et særligt udvalg, der kaldes Wamberg-udvalget, har til opgave at kontrollere efterretningstjenestens registrering af borgere. »Min eneste mulighed var at være fuldstændig loyal i forhold til Wamberg-udvalget. Og deri lå en administration af reglerne, som var ganske i overensstemmelse med regeringens holdning«, sagde Jørgen Skat-Rørdam. Han fortalte, at der ikke var særlige skriftlige retningslinier om, hvordan man præcis skulle forstå regeringens beslutning fra 1968. »Det var jo heller ikke så svært. Det var forholdsvist simpelt«, sagde politimesteren. Registrering lovlig i visse tilfælde I erklæringen hedder det som nævnt, at borgere ikke længere må registreres alene på grund af deres lovlige politiske virksomhed. Den særlige PET-kommission, der ledes af landsdommer Leif Aamand, skal finde ud af, om beslutningen i virkeligheden er blevet omgået. For et par år siden kom det frem, at PET alligevel har registreret folk alene på baggrund af deres medlemskab af bestemte partier. I nogle hemmeligholdte retningslinier fra 1983 hedder det nemlig, at der kan ske registrering af et i øvrigt lovligt og opstillingsberettiget partis medlemmer, hvis partiet ifølge sit program eller udtalelser fra ledere forudsætter »brug af ulovlige metoder, og såfremt partiets virksomhed bekræfter dette«. I alt har PET-kommissionen afhørt godt 40 personer. Hvornår den åbne afhøring af Jørgen Skat-Rørdam fortsætter, var onsdag ikke klart.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her