En 15-årig pige slap med skrækken, da hun torsdag i Københavns Byret blev frifundet for en miltbrandspøg, hvor hun havde sendt flormelis i et brev til sin ven den 17. oktober. En enig domsmandsret vurderede, at hun ikke havde haft til hensigt at skræmme nogen. "Jeg håber, du har fattet min lille joke og ikke har tilkaldt politiet", skrev hun i brevet. Spøgen skabte panik blandt adskillige postarbejdere, standsede postsorteringen i halvanden time og forårsagede udrykning fra både politi og brandvæsen. Hun havde skrevet tydelig afsenderadresse på konvolutten og forsøgt at lime den, så indholdet ikke røg ud. Retsformanden forsikrede, at hvis joken havde fundet sted bare kort tid senere, hvor flere tilfælde af pulverbreve i Danmark var en realitet, havde dommen muligvis set anderledes ud.
Slap med skrækken efter miltbrandspøg
Lyt til artiklen