S mistede stemmer - og millioner

Lyt til artiklen

Socialdemokratiets partistøtte falder med fem millioner kroner til næste år. Partiet tabte mere end 200.000 stemmer ved valget i tirsdags. Hver stemme udløser 22 kroner i statslig partistøtte, så Socialdemokratiet, der i år får i omegnen af 27 millioner kroner i partistøtte, vil fra næste år få blot 22 millioner kroner i støtte. Hvis fungerende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) havde ventet til næste år med at udskrive valg, så ville Socialdemokratiet have fået det store beløb næste år også, men nu må partiet indstille sig på økonomisk smalhals allerede fra årsskiftet. Partistøtten er en væsentlig indtægtskilde for Socialdemokratiet, bekræfter en fåmælt regnskabschef Søren Schönbeck, som ikke ønsker at gå i detaljer om, hvordan partiet vil klare sig uden de fem millioner kroner næste år. 8 til 10 stillinger Der arbejder i øjeblikket omkring 30 medarbejdere på partikontoret i København. Derudover beskæftiger den Socialdemokratiske Nyhedstjeneste (SNT) på Christiansborg en halv snes medarbejdere og det Politisk- Økonomiske Sekretariat en håndfuld medarbejdere. Hvis de fem millioner kroner skal findes på lønkontoen, svarer det til otte til ti stillinger, som skal skæres væk. Det seneste partiregnskab fra 1999 viser, at der ikke er meget luft i regnskabet at tære på. Der er godt nok et overskud på 2,6 millioner kroner, men samtidig en kortfristet gæld på 11 millioner kroner. Blandt andet skylder Socialdemokratiet LO små fem millioner kroner. Til Politiken siger partisekretær Willy Stig Andersen, som skal stå for de eventuelle nedskæringer på partikontoret: »Det sidder vi og regner på i weekenden. Derfor har jeg ikke lyst til at kommentere det. Der kommer en afklaring efter weekenden«. Socialdemokratiets traditionelle donorer i fagbevægelsen har gennem de senere år fået vanskeligere og vanskeligere ved at støtte partiet, da de også selv er nødt til at spare. Det vakte således opsigt, da Politiken i sommer kunne fortælle om et ukendt politisk sekretariat, der med millionstøtte fra LO arbejdede til fordel for Socialdemokratiet. Faldende medlemstal Tilskuddene fra de store fagforbund er blevet målrettet til kampagner i forbindelse med folketingsvalg og folkeafstemningerne om EU. Det faldende medlemstal har også udtørret kontingenter som en væsentlig indtægtskilde. Socialdemokratiet har i øjeblikket 52.000 medlemmer, men for bare få år siden havde partiet over 100.000 medlemmer, så også fra den front er Socialdemokratiet presset. Hvor der er tabere, er der naturligvis også vindere. Venstre bliver topscorer Venstre, som ellers var modstandere af den statslige partistøtte, får seks millioner kroner mere i støtte næste år. Venstre bliver topscorer med en partistøtte på omkring 24 millioner kroner. Dansk Folkeparti vil gå fra 5,5 millioner kroner til omkring ni millioner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her