Skjulte alliancer under valget

En stemme på et midterparti til kommunalvalget kan ende helt ude på en af fløjene, fordi valgforbundene mellem partierne bliver flere og bredere. Det viser en ny undersøgelse. En blød socialdemokratisk stemme kan ende med at sætte Enhedslistens kandidat i kommunalbestyrelsen, og et midtsøgende kryds hos de radikale kan være det sidste, afgørende skub til Dansk Folkeparti ved valget på tirsdag. »Det er en ny udvikling, at valgforbundene bliver flere og flere. Og de bliver bredere og bredere. Tidligere indgik de store midterpartier ikke valgforbund, men det er meget udbredt nu. Derfor kan vælgerens stemme ende et helt andet sted, end det var tiltænkt«, siger Morten Toft Lynge. Som et led i sit speciale i statskundskab på Aarhus Universitet har han lavet den første danske undersøgelse af udviklingen i valgforbund. Valgforbundene indgås mellem to eller flere partier eller lokallister for at sikre sig mod stemmespild, og har det ene parti stemmer til overs, går de videre til et andet parti i forbundet, som så har langt større chancer for at få en kandidat valgt. Siden 1978 er antallet af valgforbund steget med 16 procent, selv om omfanget af opstillede partier og lister er faldet tilsvarende, viser den kvantitative side af Toft Lynges undersøgelse. »Forklaringen er, at de store gamle partier Venstre og Socialdemokratiet tidligere stod rimelig uantastede i kommunerne og derfor ikke havde behov for at indgå valgforbund. Det har ændret sig, og de gamle landspolitiske partier føler sig ikke længere så sikre på borgmesterposterne. Derfor er det nu helt typisk, at også de store partier er med i et valgforbund«, siger Mogens Toft Lynge. Flere og bredere Valgforbundene bliver ikke alene flere, de bliver også bredere. Det er ikke usædvanligt, at et midterparti som Socialdemokratiet har allieret sig med partier og lister fra den yderste venstrefløj. Og lige så almindeligt er det at se højrefløjspartier som Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti ligge i arm med Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. I 1978 deltog Fremskridtspartiet kun i valgforbund i 4 procent af kommunerne. I 1997 var tallet 65 procent. De radikale holder sig ifølge undersøgelsen mest til venstre side af byrådssalen, og ikke sjældent er SF forbundsfællen. Ved sidste kommunalvalg var de to partier med hver sit ideologiske afsæt i samme valgforbund i godt en tredjedel af kommunerne. Og i 17 procent af kommunerne tog de radikale endnu et skridt til venstre og indgik valgalliance med Enhedslisten. »De brede valgforbund har som konsekvens, at en stemme på et midterparti meget nemt kan ende på en af fløjene. Hvis du for eksempel stemmer på de radikale, kan du som vælger ende med at støtte Enhedslisten. Og en stemme på Kristeligt Folkeparti er i mange kommuner en støtte til den yderste højrefløj«, siger Mogens Toft Lynge. Den store udbredelse af valgforbund er ikke i sig selv et problem, mener han, men det er en demokratisk trussel, at vælgerne sjældent kender til valgforbundene. »Valgforbund er i de færreste kommuner noget, partierne markedsfører sig på. Tværtimod holdes det lidt i det skjulte, og det spiller som regel ingen rolle i valgkampen, og det er uheldigt«, siger Mogens Toft Lynge. Valgforbund i den enkelte kommune skal kundgøres for vælgerne, og ifølge Toft Lynge overholder kommunerne deres forpligtelse til at informere. »Men det foregår ofte ved, at valgforbundene er skrevet ned på et stykke A4-papir, som er slået op et sted i valglokalet. Det er der ingen, som lægger mærke til«, siger han.