S: Stopurs-tyranni i Venstre-kommune

Lyt til artiklen

Der er ikke kun 'stopurs-tyranni' i ældreplejen i socialdemokratiske, men også i Venstre-kommuner som Esbjerg. Den har udformet en detaljeret vejledning til hjemmehjælpen, om hvor meget tid der skal bruges til nedre og øvre toilette. Det oplyste udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) mandag ved Socialdemokratiets daglige pressebriefing på Christiansborg. Her udleverede partiet et papir fra Esbjerg kommunes afdeling 'Helse & Ældre', som er udarbejdet i marts 1999. Afdelingens mål for kvalitet er »at opretholde brugerens personlige hygiejne«, »Ingen aflysninger«, og at »hjælpen iværksættes indenfor et døgn«. Brugerens kvalitetsmål er »at føle velvære« og »at der vises respekt for brugeres blufærdighed«, hedder det i papiret. Tiden forkortes Under vejledende tidsforbrug er der afsat et kvarter til det øvre og til det nedre toilette, ti minutter til at børste tænder eller proteser, tyve minutter til fodbad, ti minutter til punkterne barbering, negleklipning og mundpleje samt fem minutter til frisering og håndvask. »Tiderne er til den enkelte ydelse. Ydes der flere ydelser i samme besøg, reduceres tiden«, står der i papiret. Det forklarer, at fodbad ikke omfatter negleklipning. Der skal henvises til specialist, hedder det. Fælles problem Mogens Lykketoft angreb mandag Venstres formand Anders Fogh Rasmussen for i valgkampen at vifte med en vejledning til hjemmehjælpen i Københavns Kommune som kritik af en særligt socialdemokratisk praksis. »Disse temaer er et fælles problem, som er opstået ude i kommunerne på grund af al udliciterings-snakken. Det er ikke noget med, at socialdemokrater er mere emsige end Venstre-folk, men det er blevet fremstillet sådan. I virkeligheden er sagen jo, at vi alle er optaget af at komme væk fra det minuttyranni«, sagde udenrigsministeren. S-kommuner bruger væsentligt flere timer og penge på hjemmehjælp end V-kommuner, men kvaliteten skal hæves i alle kommuner, mente Mogens Lykketoft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her