Den danske luft bliver renere

Lyt til artiklen

Den luft, danskerne indånder, er blevet renere de seneste ti år. Der er sket et markant fald på mere end 80 procent i luftens indhold af svovldioxid og bly i både København, Aalborg og Odense. Det skyldes, at der i dag er mindre svovl i diesel og fyringsolie, og at benzin ikke længere indeholder bly, viser Danmarks Statistiks miljøstatistik, Miljø 2001, der blev offentliggjort mandag. Statistikken viser også, at vandmiljøet er blevet forbedret, fordi spildevandet fra industrien, landbruget og husholdningerne bliver renset bedre. Badevandet ved de danske strande er blevet bedre, og antallet af badeforbud er faldet med 75 procent. Miljø- og energiminister Svend Auken (S) glæder sig over, at statistikken viser, at miljøindsatsen på flere områder har haft en positiv effekt på Danmarks miljø. »Det er resultater, som tydeligt viser, at det nytter at gøre en indsats. Men tallene fra Danmarks Statistik viser også, at der stadig er mange miljøproblemer, som venter på at blive løst«, siger Svend Auken. Affaldsproblem Det er f.eks. affaldsbjergene fra de private husholdninger. De er vokset med otte procent, selv om den samlede mængde affald er faldet med fire procent siden 1996. Årsagen til faldet er en reduktion af affaldet fra kulfyrede kraftværker og bygge- og anlægsvirksomheder. Svend Auken peger desuden på forureningen fra trafikken, miljøfarlige kemikalier og truslerne mod grundvandet som nogle af de vigtigste områder fremover. Regeringens nationale strategi for bæredygtig udvikling retter ikke mindst søgelyset mod klimaforandringer og kemikalietrykket. »Vi skal forebygge og begrænse påvirkningerne af klodens klima. Vi skal have styr på de mange kemiske stoffer, som spredes i miljøet, og som kan være til fare for både sundhed og miljø. Naturen i Danmark udnyttes stadig så intensivt, at den fortsat går tilbage. Den udvikling skal vendes«, siger Svend Auken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her