Poul Nyrup Rasmussen bliver som partiformand for Socialdemokratiet. Det erklærede han i sin tale, efter at nederlaget ved folketingsvalget tirsdag aften stod klart. Socialdemokratiet fik 52 mandater og er nu kun Danmarks anden største parti. Han erkendte kort før midnat valgnederlaget og lovede, at Socialdemokratiet vil være konstruktiv i opposition. »Socialdemokratiet vil være en fair, konstruktiv og konsekvent opposition«, sagde Nyrup Rasmussen i en tale til partifællerne. Hang med næbbet Socialdemokraterne i Landstingssalen på Christianborg hang godt og grundigt med næbbet, da nederlaget stod klart. »Vi har siddet i ni år. Allerede der har vi haft et handicap. Folk har haft et ønske om forandring«, konstaterede udenrigsminister Mogens Lykketoft, da det stod klart, at Socialdemokratiet stod til det totale nederlag. Der var ellers dækket op til fest hos socialdemokraterne med roser, røde duge og meter-lange bannere med Nyrup på. De drømte sig tilbage til aftenen i 1998, hvor det lige akkurat lykkedes at holde fast i magten. Men efterhånden som resultater løb ind, udstrålede alle i lokalet resignation - mirakler ringer ikke på to gange. Valg uden meninger Allerede på valgaftenen begyndte kritikken blandt de menige socialdemokrater at brede sig. »Vi gik til valg på ikke at mene noget. Det er et stort problem, at vi ikke kunne melde noget klart ud på hverken flygtninge- eller skatteområdet. Vi kunne jo kun komme i tanke om, at der skulle nedsættes nogle tænketanke. Og så er det klart, at vælgerne søger mod de partier, som har klare bud på løsninger««, sagde en af de menige socialdemokrater, Jonas Jensen. Der er ingen tvivl om, at krisen og selvransagelsen i Socialdemokratiet bliver opslidende. Men i aftes blev der demonstreret klar opbakning til Nyrup. »Vi socialdemokrater er gode til at holde sammen. Vi holder sammen om vores formand, og vores formand er Poul Nyrup Rasmussen«, fastslog justitsminister Frank Jensen, der sammen med socialminister Henrik Dam Kristensen regnes for de mest oplagte kronprinser. Også miljøminister Svend Auken - der i 1992 blev væltet som partiformand af Nyrup - udtrykte støtte til Poul Nyrup Rasmussen. »Jeg tror slet ikke, at der vil opstå personspørgsmål hos os. Vi mister måske fem procentpoint, og det er, hvad der kan ske. Hvis vi ikke ryger under 30 procent, er det hæderligt«, sagde Auken. Samme ledelse Selvom det er et ydmygende valg for Socialdemokratiet, afviser fødevareminister Ritt Bjerregaard, at der vil ske ændringer i toppen af partiet. »Der er ikke brug for en ny formand i partiet. Vi skal have integreret nogle nye folk i de mange opgaver der er, men der er ikke brug for skift i ledelsen«, siger Ritt Bjerregaard. Hun regner med, at hun nu skal fortsætte som menigt medlem af Folketinget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























