Svenskerne hudfletter danske politikere

Lyt til artiklen

I Sverige skærpes kritikken af den danske valgkamp her til morgen. Under overskriften »på vej i skammekrogen« skriver den liberalt borgerlige morgenavis Sydsvenska Dagbladet om »det fremmedfjendtlige Danmark«. »Uanset om det er socialdemokraternes Rasmussen eller Venstres Rasmussen, der står som vinder, når stemmerne er talt op i aften, så er der faktisk bare tabere. Efter en ubehagelig valgkamp er billedet af danskerne som et tolerant og gæstfrit folkefærd allerede en gang for alle blegnet«, lyder det i dagens leder. Som i Østrig Det sydlige Sveriges største morgenavis mener, at Danmark risikerer at havne i en situation, som minder om den situation, som Østrigs regering havnede i, da Jörg Haiders fremmedfjendtlige parti FPÔ fik plads i regeringen. »I opinionsundersøgelserne er Dansk Folkeparti det tredje største parti med omtrent 11 procent af stemmerne. Spørgsmålet er nu, hvordan Venstres Anders Fogh Rasmussen skal kunne undgå at tage Kjærsgaard med i en eventuel regering - eller at blive helt afhængig af hende,« lyder det i dagens leder. Læs hele lederen herFogh i fremmedfjendtlige vande En af Sveriges førende kommentatorer Lena Mellin fra den største svenske avis, Aftonbladet, skriver i dagens udgave, at Anders Fogh Rasmussen har lagt sig i kølvandet af Pia Kjærsgaards »nationalistiske« og »fremmedfjendlige« kampagne. Fogh »har blandt andet lovet, at det skal tage syv år inden en indvandrer til Danmark helt skal omfattes af det danske tryghedssystem. (Obs gælder ikke EU-medborgere. De er fine mennesker.)« Læs hele klummen herNyrup i grøden Lena Mellin fortsætter: »Hvad skulle stakkels Nyrup Rasmussen gøre? Han begav sig ind i den fremmedfjendtlige grød og har blandt andet lovet at begrænse familiesammenføringerne. Så var det sket. I et mindre vellykket øjeblik kom han desuden til at sammenligne fundamentalister med rotter.« Lena Mellin sammenfatter sin kommentar med at citere den tidligere danske udenrigsminister Niels Helveg Pedersen (R): »Så meget uanstændigt hysteri og så lidt substans.« Den indre svinehund sluppet løs I sidste uge sagde den herboende svenske forsker i socialpsykologi Lasse Dencik til det svenske Dagens Nyheter, at de danske politikere overbyder hinanden med fremmedfjendtlighed. »Danmark har ude i verden ry for at være et lille, tolerant land, men mange danske politikere har i det her spørgsmål sluppet den indre svinehund ud«, sagde Lasse Dencik. Ordene faldt samme dag, som Dagens Nyheter sammenlignede den danske valgkamp med et lokalstævne i fodbold: mere show end seriøs politisk debat. Frankfurter Allgemeine undrer sig Og i de seneste dage er udlandets kritik af tonen i udlændingedebatten i den danske valgkamp vokset støt. Mandag skrev Tysklands ledende borgerlige avis Frankfurter Allgemeine: »Der er ikke meget tilbage af den højtbesungne danske frisindethed. Tværtimod. Begreber som national identitet er for længst blevet en del af hverdagen i den politiske jargon«. Frankfurter Allgemeine undrer sig over, at såvel Socialdemokratiet som Dansk Folkeparti forsøger at gøre temaet om integration af udlændinge til netop deres, »det ene parti under dække af saglighed, det andet med populismens midler«. Et u-valg Avisen konkluderer, at den danske vælger med hensyn til udlændingepolitikken reelt intet valg har: »Mellem regering og opposition hersker der enighed om, at der ikke skal eksistere et multikulturelt Danmark«. Forvansket debat Johannes Gamillscheg dækker den danske valgkamp for det tyske dagblad Frankfurter Rundschau. Han mener, at EU-debatten i allerhøjeste grad har manglet i den danske valgkamp. »Danmark skal overtage formandskabet, men man har næsten intet hørt om EU i denne valgkamp. Det er paradoksalt, at man i et land, der har så relativt få udlændinge, i den grad har diskuteret udlændingepolitik. På den anden side af Atlanten er der ikke den store interesse for den danske valgkamp. Venstres annonce ryster amerikaner Krig og terror er altdominerende emner på de amerikanske mediers dagsorden, men de få steder, hvor det danske folketingsvalg får sneget sig ind, er det udelukkende på grund af den voldsomme udlændingedebat. Den amerikanske journalist Charles Ferro er korrespondent i Danmark på 15. år, og også han er chokeret over den danske valgkamp. »Jeg er rystet. Det er Danmarks tur til at overtage formandskabet for EU, og EU er knap blevet diskuteret. Udlændingedebatten er til gengæld meget, meget voldsom. Det, der uden sammenligning har gjort størst indtryk på mig, er Venstres valgplakat med de voldtægtsdømte indvandrere. Den plakat viste i højeste grad, at debatten ikke er stueren«, siger Charles Ferro.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her