Den tidligere irakiske hærchef Nizar Al-Khazraji, der opholder sig i Sorø, afviste søndag i et 40 minutter langt interview med den arabiske tv-kanal Middle East Broadcast Center (MBC) alle anklager om at have deltaget i folkedrab mod kurderne sidst i 1980'erne. »Saddam Hussein samlede sammen med Ali Hassan Majid en specialenhed blandt andet fra militæret, der foretog alle afhøringer og henrettelser under Anfal-operationerne i Nordirak. De kemiske våben kom fra militærindustrien, og det var den republikanske garde, der udførte de kemiske angreb - og ikke hæren«, sagde hærchefen. Ifølge Politikens oplysninger blev interviewet optaget for over en uge siden i Khazrajis egen lejlighed i Sorø. Direkte ordrer MBC henviste her til et bestemt dokument fra den irakiske forsvarsminister til hærchefen med direkte ordre om at bruge kemiske våben. »Det kender jeg ikke til«, sagde hærchefen og oplyste, at han slet ikke havde befundet sig i de områder, hvor Anfal-operationerne fandt sted. »På det tidspunkt var den irakiske hær involveret i aktioner mod Iran. Under alle Anfal-operationerne befandt jeg mig sammen med hærledelsen i Sydirak og fik først at vide over telefonen, at man havde brugt kemiske våben mod Halabja i Nordirak«, sagde hærchefen. Forfulgt Al-Khazraji forklarede samtidig, at han har været forfulgt af den irakiske efterretningstjeneste, efter at han kom til Danmark i 1999. »For et år siden blev jeg kontaktet på min mobiltelefon og efterretningstjenesten truede og skræmte mig. Jeg fortalte det til de danske myndigheder, og jeg stolede på, at de ville tage affære«, sagde hærchefen og antydede, at Saddam Hussein har plantet historien om ham i de danske medier. »Jeg er sikker på, at kampagnen ikke startede tilfældigt. Det er et organiseret system, som står bag. Hvis de kan anklage mig og de andre generaler, så kan Saddam Hussein befri sig selv for ansvaret og gøre os til de skyldige. På den måde tvinger han generalerne til at forblive loyale mod systemet«. Med i kupplaner Den tidligere hærchef understregede, at han allerede inden flugten fra Irak deltog i kupplaner mod Saddam Hussein. »Jeg blev kontaktet af amerikanerne blandt andet i Jordan, og før jeg flygtede, deltog jeg i oppositionsarbejde i Irak. Men jeg blev konstant overvåget og valgte at fortsætte med arbejdet mod regimet i udlandet«. Samarbejdet med oppositionen i udlandet var dog ikke helt problemfrit, erkendte Al-Khazraji. »Jeg er militærets repræsentant, og militæret er folkets beskytter. Jeg ville ikke sættes i loyalitet til et bestemt politisk parti eller en bestemt gruppe. Det kunne oppositionen ikke helt forstå«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























