Slutter i morgen: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

SF: Nyrup eller kaos

Lyt til artiklen

Striden på den borgerlige fløj gør det parlamentariske grundlag bag Anders Fogh Rasmussen (V) så ustabilt, at dronningen risikerer at komme på kant med grundloven og statsretten, hvis Venstres formand får lov til at danne regering. Det mener SF-formand Holger K. Nielsen, som indleder valgkampens slutspurt med et frontalangreb på VK-alternativet. Hasardspil »Det nærmer sig kaos på den borgerlige fløj, og det kan ende i rent hasardspil, hvis Anders Fogh Rasmussen får lov til at få magten«, sagde Holger K. Nielsen, da han søndag på et pressemøde gjorde status over valgkampens første 12 dage. Holger K. Nielsen argumenterer med uenigheden mellem de partier, der støtter Anders Fogh Rasmussen som statsminister: Venstre og de konservatives strid om skattestop eller skattelettelser. Uenigheden om udlændingepolitikken mellem CD og Kristeligt Folkeparti og de øvrige støttepartier. Balladen om besparelser på u-lands-bistanden, og Dansk Folkepartis trusler om at vælte en borgerlig regering. Ustabil regering »Der tegner sig en så ustabil regering, at det vil være dybt betænkeligt, hvis dronningen giver lov til, at den bliver dannet«, siger Holger K. Nielsen. SF-formanden sammenligner med situationen i 1975, da Venstres Poul Hartling på vej til dronningen med sin ministerliste opgav at danne regering, fordi Fremskridtspartiets leder Mogens Glistrup i et radiointerview erklærede, at han kun ville give sådan en regering en måned at leve i. Balladen endte med en socialdemokratisk mindretalsregering under Anker Jørgensen. »Jeg kan godt forestille mig en situation, som er parallel med 1975. Hvor man må sige, at det vil være på kant med grundloven og med statsretten at danne sådan en regering«, siger Holger K. Nielsen. Ifølge grundloven kan en regering ikke dannes, hvis den har et flertal imod sig. Det fortolkes sådan, at der heller ikke må være udsigt til, at en nydannet regeringen bliver væltet i løbet af kort tid. Enhedslisten er stabile Holger K. Nielsen erkender, at Socialdemokratiet og de radikale også er internt uenige om skattepolitikken og om, hvad der skal stå i et regeringsgrundlag om skat. Samt at Enhedslisten også lejlighedsvis truer med at vælte regeringen. »Enhedslisten har trods alt været inde i et stabilt parlamentarisk samarbejde med regeringen. Men jeg indrømmer da, at de radikales forhold til Socialdemokratiet også er besværligt. Meget besværligt. Men jeg tror ikke, det vil udgøre en virkelig blokering for en SR-regering«, siger Holger K. Nielsen. V: Panik i SF Venstre mener, at SF's angreb tyder på panik før lukketid. »Jeg er forbløffet over, at Holger K. Nielsen vil ydmyge sig selv på den måde og over, at han kan få sig selv til at sige sådan noget midt i en valgkamp. Han må være ved at være grebet af panik«, siger politisk ordfører Ulla Tørnæs (V).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her