Får Socialdemokratiet ordet i Vejle, går omkvædet på, at landets første SF-borgmester efter otte år på stolen er blevet så magtsyg, at han siger 'jeg' om kommunen. »Han siger ikke engang 'vi'. For ham handler valget om én ting: Flemming Christensen. Nå ja, og så stolen«. siger den socialdemokratiske spidskandidat i kommunen, Tom Skovgaard. Men uden at have hørt citatet er det de samme ord, borgmester Flemming Christensen vælger, når han skal fortælle, hvorfor han mente - og mener - at det har været nødvendigt at holde socialdemokraterne fra magten: »De sagde 'vi' om kommunen, da vi overtog borgmesterposten. På fuldstændig østeuropæisk vis var de blevet identiske med Vejle. De ejede kommunen«, mener sognepræsten, der derfor har gjort, hvad han kunne - og det har været en del - for at holde Socialdemokratiet fra magten: S som »kattens legetøj« Trods 8 mandater i det 25 mand store byråd har Socialdemokratiet med S-spidskandidatens egne ord været »kattens legetøj« og »uden for indflydelse« i otte år. Det er vel at mærke sket i en by, der har været socialdemokratisk bastion fra 1914 og helt frem til den aften for to kommunevalg siden, da det gik op for S, at intet, absolut intet, var tilbage. Særpræget alliance Lige siden har en særpræget alliance siddet med tøjlerne i Vejle. SF-borgmesteren har hentet sine stemmer hos Venstre og de konservative, ved sidste valg endda i en grad, så han fejede bordet for stemmer: Hver femte stemme i kommunen var en personlig stemme på den tidligere sognepræst, der derpå kunne fordele samtlige udvalgsposter i kommunen mellem sig og V og K, og uden at Socialdemokratiet fik et ord indført. Men nu skal det være løgn, mener partiets nye spidskandidat, Tom Skovgaard, der har indgået endnu et utraditionelt valgsamarbejde, denne gang mellem S, V og K. »Jeg har tidligere stemt SF, og da jeg blev spidskandidat, troede jeg, at jeg skulle stille op imod de borgerlige sammen med SF. Men jeg kan desværre ikke finde SF i Vejle«, siger Tom Skovgaard, der mener, at partiets klassiske profil er erstattet af Flemming Christensens personlige. Gode chancer for S-V-K En simpel optælling af mandater giver S-V-K-alliancen solide chancer. Hvis det ikke var, fordi kræfter i de borgerlige partiers egne rækker har foretaget endnu et overraskende træk på det østjyske skakbræk. For at sikre den siddende bykonge har markante Vejle-personligheder som blandt andre erhvervsmanden Olaf Haahr fra benzinselskabet af samme navn opstillet Vejlelisten. Med broen over fjorden som tydeligt symbol er de traditionelt borgerlige kræfter gået på tværs af gængse politiske strømme og har indledt samarbejde med SF's borgmester for at sikre hans genvalg. »Det er jo ikke bare 'en SF-borgmester'. Det er den SF-borgmester«, forklarer Olaf Haahr, der mener, at Flemming Christensen har været uvurderlig for byen. Og så er det et spørgsmål om personlighed i byen, hvor kommunalvalget for længst er blevet et rent borgmestervalg: »Flemming Christensen er suveræn, og reelt er der ingen anden kandidat, der kan måle sig med ham. Hans kritikere siger, at han markerer sig for meget. Næh. Det er de andre, der markerer sig for lidt«, erklærer den farverige benzinkonge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























