Selv om Venstre på Christiansborg tordner mod skattestigninger, så er der flere Venstre- end socialdemokratiske kommuner, som hæver skatten til næste år. Det viser en optælling, Politiken har lavet blandt landets 112 V-kommuner og 105 S-kommuner. En simpel forklaring
22 borgmestre fra Venstre har været nødt til at gribe til skatten for at redde næste års budget. 15 socialdemokratiske borgmestre har valgt samme vej.
Ifølge Venstres politiske ordfører Ulla Tørnæs, så er forklaringen simpel.
»Denne regering har flyttet mange opgaver over til kommuner, uden at man har lavet fuld finansiering. Det presser kommunerne«, siger Ulla Tørnæs.
Årsagen til, at der så er flere V- end S-borgmestre, der hæver skatten, er, at regeringen i 1995 gennemførte en omfordeling blandt landets kommuner. Den har ramt Venstres kommuner, ifølge Ulla Tørnæs.
»Her ændrede man udligningen mellem kommunerne sådan, at man i vid udstrækning flyttede penge fra V- til S-kommuner. Landkommuner, der typisk er Venstrestyret, er kommet til at betale til bykommuner med S-styre. Og derfor er det sket«, siger Ulla Tørnæs. Venstre afviser
Hun afviser, at optællingen kan bruges til at angribe partiets skattestop.
»Det er jo ikke os, der har lavet aftaler om kommunernes opgaver for næste år. Det er regeringen. Vi kan ikke forpligte kommunerne til skattestop, før end det er os, der har lavet aftalerne«, forklarer Ulla Tørnæs.
Socialdemokratiets gruppeformand, Jan Petersen, mener, at Venstre taler udenom:
»Den mest sandsynlige forklaring er, at Venstrekommunerne har haft et serviceniveau, der var under det, som var acceptabelt for borgerne. De har været nødt til at komme op på vores niveau på børnehaver«.
Hvordan kan du vide det?
»Det er sådan en fornemmelse, jeg har, der kan være lige så god som den forklaring, Ulla Tørnæs bruger, om at V-kommuner betaler til S-kommuner«. Jan Petersen mener, at stigningen viser, at skattestoppet vil blive svært at holde.
»Det her fortæller mig, at skattestoppet ikke er realistisk. I hvert fald ikke hvis man sætter V-borgmestre til at administrere det. De bryder det mere, end vi gør«, siger Jan Petersen.
Også sidste år var der flere af Venstres borgmestre, der hævede skatten, end af Socialdemokratiets. 55 procent mod 39 procent.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























