CD markant bagud

Lyt til artiklen

Centrum-Demokraterne balancerer altid med en vis legemsdel i vandskorpen, når Folketinget kværner derudad og der er længe til næste valg. Når valget først bliver udskrevet, og mediernes lys rettes mod politik, knækker partiet altid kurven i opadgående retning. Sådan lyder en let omskrevet version af partileder Mimi Jakobsens standardsvar, når hun kommenterer sit partis ustandselige dans omkring spærregrænsen. Lægger markant under spærregrænsen Det var også melodien, da Poul Nyrup Rasmussen udskrev valg, og Mimi Jakobsen fra en mobiltelefon på Grønland kommenterede chancerne for at komme over spærregrænsen. En god uges tid inde i valgkampen står det dog klart, at mindst to faktorer har ændret sig markant for det lille midterparti siden sidste valgkamp. CD ligger markant under niveauet fra valgkampen i 1998. Dengang lå partiet konsekvent på den rigtige side af spærregrænsen og lå til en vælgertilslutning på mellem 3,1 og 4,0 procentpoint. I de seneste målinger fra PLS Rambøll, Gallup og Vilstrup står partiet til mellem 1,1 og 1,8 procent. Turbulent periode Desuden har partiet i de sidste måneder været igennem en turbulent periode. Først var Mimi Jakobsen selv ude i en mediestorm, da flere tillidsfolk kritiserede hendes dobbeltarbejde som partiformand og generalsekretær i Red Barnet. Derefter satte Arne Melchior ild til agurketidens store tema om Israels brug af moderat fysisk pres. Så var der sagen om Mimi Jakobsens påståede forsøg på at presse en ekstrabevilling igennem til Red Barnet. Senest satte Arne Melchiors exit fra folketingsgruppen dagsordenen i adskillige dage - ja, sagen er ikke slut endnu. Taler til hjertet Mimi Jakobsen er en af de bedst begavede politikere udi disciplinen at forklare komplicerede politiske problemstillinger i et sprog og med en patos, som enhver kan forstå. Hun taler lige til hjertet hos vælgergrupper, der er trætte af lange redegørelser. Men Mimi er også svækket. I valget til Europaparlamentet i 1999 led hun et stort nederlag, og hun har de sidste år døjet med at komme sig efter en lang sygdom. Dengang som nu skal vælgerne forholde sig til Mimi Jakobsens dobbeltarbejde. Valgkaniner og slutspurter har altid været CD's styrke. Men indtil videre har Mimi været overraskende usynlig. Hun forsøger at holde sig i spil ved at pege på Anders Fogh Rasmussen, men samtidig stille en række ultimative krav på CD's kerneområder. Vil være humanistisk garant Partiet forsøges markedsført som en kommende borgerlig regerings humanistiske garant, der skal holde Dansk Folkeparti stangen i udlændingedebatten. Men CD er uenig med de borgerlige på områder som skat, ventelister - og udlændinge. Alligevel har vi ikke hørt meget til Mimi. Valget vil vise, om hun alligevel vil trænge igennem til to procent af vælgerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her