Danske hofter og rygge kan blive det næste, der skal opereres i udlandet, hvis det ikke lykkes af få ventetiderne på den type operationer ned under tre måneder inden for de næste tre år. Sundhedsminister Arne Rolighed (S) er åben over for at udvide brugen af den model, som i øjeblikket anvendes på kræftpatienter, når behandlingsgarantien på livstruende sygdomme ikke kan overholdes i Danmark. Ingen nye garantier »Men jeg vil ikke ind i nye garantiordninger, der giver patienterne retskrav på den type operationer inden for et vist tidsrum«, siger Arne Rolighed. En anden mulighed er at tage et antal mindre sygehuse ud af det frie sygehusvalg og anvende dem som backup sygehuse til ventelisteoperationer. De to løsninger kan blive aktuelle, hvis regeringens og amternes satsning på ekstra 2 mia. kroner over de næste tre år ikke får nedbragt ventetiden tilstrækkeligt. Og beregninger fra DSI Institut for Sundhedsvæsen sætter netop spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at investere sig ud af ventelisterne. Flere operationer På fire år er det årlige antal af operationer for grå stær steget med 29 pct. Men ventetiden på operation er vokset nøjagtigt det samme - også med 29 pct. I samme periode er antallet af åreknudeoperationer steget med 23 pct., men alligevel steg ventetiden med 14 pct. Antallet af patienter, der har fået rekonstrueret ledbånd i knæet, steg med 88 pct. på årsbasis. Men ventetiden er kun reduceret med 19 pct. Og mens 24 pct. flere fik en ny hofte, blev der kun skåret 16 pct. af ventetiden. Norge operer flere DSI har også sammenlignet med forholdene i de andre nordiske lande, heriblandt Norge, som på en række områder klarer flere operationer hvert år, end vi gør i Danmark. Men alligevel har længere ventetider. »Sammenligningerne - både på tværs af landene og internt i Danmark over en fire-års periode - viser, at det er tvivlsomt, om regeringens og amternes plan om at øge antallet af operationer reelt vil kunne fjerne ventelisterne«, siger cand. scient. og sundhedsøkonom Jakob Kjellberg Christensen, som har lavet beregningerne. Umulig beregning Hans udgangspunkt var et forsøg på at beregne, hvor meget det vil koste at nedbringe ventetiderne på en række operationer til under tre måneder som lovet af sundhedsministeren. »Men jeg fandt ud af, at det stort set ikke lader sige gøre at beregne. Fordi sammenligningerne viser, at når antallet af operationer øges, kommer der i mange tilfælde bare nye patienter til i den anden ende af ventelisterne. Vi ved slet ikke, hvor stort det ubehandlede behov er«, siger Jacob Kjellberg. Eksperiment Som et eksperiment har han dog lavet beregningen på én type operation, nemlig udskiftning af en hofte. Regnestykket viser, at aktiviteten skal udvides med 75 pct. for at få ventetiden ned under tre måneder. Og det vil alene æde 547 af de 2 milliarder kroner, der er afsat over tre år. »Regnestykket er usikkert, netop fordi vi ikke ved, hvordan ventelisten vil udvikle sig med en så stor forøgelse af aktiviteten«, siger Jakob Kjellberg. Under alle omstændigheder mener han ikke, at 2 milliarder kroner over tre år er nok til at sætte antallet af behandlinger i vejret med tilsammen 120.000 som planlagt. Sundhedsministeren vil mætte efterspørgslen Det vil kræve en gennemsnitspris per operation i størrelsesordenen 16.000 kr. Til sammenligning koster en ukompliceret udskiftning af en hofte 56.000 kr. og en diskusprolaps 63.000 kr. Til gengæld koster en åreknudeoperation kun 9.000 og en grå stær 3.700 kr. Sundhedsminister Arne Rolighed vil ikke afvise DSI's regnestykke på hofterne. »Men jeg tror alligevel på, at det kan lade sig gøre at mætte den umættelige efterspørgsel. Vi har set det i et par andre lande og har også gode erfaringer visse steder herhjemme«, siger han. Århus Amt Arne Rolighed bruger som eksempel Århus Amt, hvor han selv har været sygehusdirektør. Fra 1996 til nu er det lykkedes at få antallet af planlagte operationer med en ventetid på over tre måneder ned på tre procent af samtlige operationer - alle de akutte medregnet. »Jeg tror på, at det lykkes os at komme i mål med vores ventetidspolitik. Blandt andet fordi stadig flere sygdomme kan behandles ambulant - og i visse tilfælde medicinsk i stedet for med kniven. Det gør behandlingerne betydeligt billigere«, siger Arne Rolighed. Med i ministerens plan er, at alle privatpraktiserende speciallæger, der har overenskomst med sygesikringen, skal inddrages i behandlingstilbuddet - netop for at flere operationer kan klares ambulant. Bedre information Et andet punkt er en forbedring af informationssystemet, så patienterne til enhver tid kan få hjælp til at finde det sygehus med den korteste ventetid på lige netop deres operation. En ting er Arne Rolighed og Jakob Kjellberg enige om: Flere operationer betyder under alle omstændigheder, at flere bliver hjulpet - uanset ventelisternes længde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























