Teenagere arbejder som aldrig før

Lyt til artiklen

Danske teenagere har pungen fuld af sedler, og de skaffer selv en stor del af dem ved at arbejde efter skoletid. Mindst 75 procent af de 14-17-årige arbejder efter skole, viser en ny undersøgelse fra Forum for Reklameforskning ved Handelshøjskolen i København. »Det er bemærkelsesværdigt, at hver femte af de 14-årige og hver sjette af de 15-årige arbejder dagligt eller næsten dagligt. Pengene trækker virkelig i den alder«, siger forskningsassistent Jens Halling. De unge knokler mere En tidligere undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at teenagernes arbejdsiver vokser. 48 procent af de 13-15-årige havde et fritidsjob i 1987, den andel var i 1998 steget til 62 procent. Tallene fra Handelshøjskolen viser også, at de 13-15-årige i gennemsnit har omkring 1.400 kroner til rådighed om måneden, mens de 16-18-årige har henholdsvis 2.663 kroner for piger og 3.105 kroner for drenge. Ning de Coninck-Smith, ekspert i barndommens historie og lektor ved Syddansk Universitet, forstår bekymringen for, at meget arbejde går ud over søvn og lektier. Giver prestige og identitet »Men vi må acceptere, at det giver prestige og identitet at kunne købe det rigtige tøj og de rigtige spil. Det er længe siden, der har ligget noget stort i at sige, at man går på gymnasiet«. En undersøgelse fra Silkeborg Amtsgymnasium viser, at meget erhvervsarbejde eller mange fritidsinteresser ikke nødvendigvis går ud over elevernes skoleindsats. Og studevejleder Lars Donatzky, Gladsaxe Gymnasium, advarer mod at lade bekymring for børnenes boglige indsats udmønte sig i evindelige krav om lektielæsning. Det kan skabe en ny generationskløft, hvis man reagerer mod deres tilsyneladende forkælede livsstil ved at behandle dem som børn: »Men det ville være skønt, hvis flere unge lærte at tage det ansvar, der burde følge med den selvstændighed«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her