Lejligheder ubeboelige efter påsat brand i Århus

Lyt til artiklen

Beboerne i halvdelen af de evakuerede lejligheder efter en brand i en boligblok ved Århus fredag aften, må midlertidigt finde sig et nyt logi. Deres lejligheder var lørdag så hærgede af vand- og sodskader, at de ikke kan bo i dem, oplyser politiet i Århus. I alt 27 lejligheder blev evakueret i blokken på Søndervang 14, 15 og 16 i Viby, da en formentlig påsat brand raserede taget. Branden startede i en affaldsø ved gavlen til nr. 16 ved 21.30-tiden fredag. Lørdag havde brandinspektionen foretaget de første undersøgelser, men det var endnu for tidligt endeligt at fastslå brandårsagen. Ifølge politiet er der kraftige indikationer på, at branden var påsat. Da brandvæsnet nåede frem fredag aften, havde ilden allerede bredt sig fra affaldsøen til taget. Hele taget over nr. 16 brændte totalt ud. Men ved at skære et stykke af taget til begge sider og på den måde lave et brandbælte bredte branden sig ikke yderligere. Efter at slukningen var overstået omkring klokken 09.30 lørdag, gik et skadesservicefirma i gang med at forsøge at rense lejlighederne for sod og vand. Undtagen to beboere, der ikke var hjemme fredag aften og ikke har været til at træffe lørdag, var alle blevet informeret om situationen og har fundet et midlertidigt husly. 35 brandfolk med 10 vogne kæmpede aftenen igennem mod flammerne. De ca. 45 beboere i de 27 lejligheder blev hurtigt reddet ud af bygningen. Det civile beredskab i Århus mødte op på Søndervangsskolen med tæpper og kaffe, så de, der ønskede det, kunne overnatte dér.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her