Mens det amerikanske sundhedsvæsen er begyndt at vaccinere det første sundhedspersonale mod kopper, er Statens Serum Institut stadig ved at støve det gamle vaccinelager af i Danmark. Efter alt at dømme med det resultat, at vaccinen er god nok til at kunne håndtere en eventuel koppe-epidemi. »Vi har en udmærket vaccine liggende på lager. Og vi forventer at have rigelige mængder til at kunne klare en epidemi, men jeg vil endnu ikke sætte antal doser på, før vi har undersøgt det til bunds«, siger overlæge dr. med Bent Faber Vestergaard fra Statens Serum Institut, som regner med en afklaring omkring 1. december. Kræver en helt ny type vaccine Skulle det derimod blive besluttet af politikerne, at samtlige danskere skal vaccineres for at forebygge generelt mod kopper, kræver det, at der tages en helt ny type koppevaccine i brug. »Med de moderne krav til renhed kræver det en ny vaccine, som vi først er ved at udvikle nu. Den, vi har på lager, er af 1960-standard, og den er kun god nok til en katastrofesituation«, siger Bent Faber Vestergaard. Et politisk spørgsmål Han mener, at en generel vaccination af den danske befolkning kun kan komme på tale, hvis andre lande begynder at vaccinere hele befolkninger. »Hvis andre lande vaccinerer, opstår der en ubalance landene imellem, og så er det et politisk spørgsmål, om man vil vaccinere generelt i Danmark«, siger han. I 1980 blev kopper erklæret udryddet på verdensplan af verdenssundhedsorganisationen WHO, og i dag holdes den kun kunstigt i live i laboratorier rundt omkring. Stoppede i 1975 I Danmark holdt man op med at vaccinere mod sygdommen i 1975, men Seruminstituttet regner med, at cirka 3,5 millioner danskere stadig går rundt med en gammel koppevaccine i kroppen. Vestergaard vil ikke afvise, at den kan have en vis virkning i tilfælde af et koppeudbrud. Koppeudbrud er i det hele taget let at inddæmme. Der går meget få dage, fra en person bliver smittet, til vedkommende er klar over, at der er tale om kopper. »Du lander i en seng, inden der er gået et døgn. To dage efter ved du, at det er kopper. Du når ikke at smitte andre, fordi sygdommen først smitter, når den går i udbrud 12 dage efter. Derfor kan man hurtigt få lukket smitteringe om hver enkelt tilfælde«, siger Bent Faber Vestergaard, der siger, vaccinen kan nå at virke, hvis man får den senest tre-fire dage, efter at man er smittet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























