Bykonger i splid om stramning

Lyt til artiklen

Det er ikke lykkedes Socialdemokratiets formand og statsminister Poul Nyrup Rasmussen at skabe ro om udlændingepolitikken i sit parti. Tværtimod er de socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn splittede om behovet for yderligere stramninger af reglerne om familiesammenføring. Poul Nyrup krævede så sent som i søndags på Socialdemokratiets partikongres, at striden i partiet blev stoppet. Men borgmestrene deltager alligevel aktivt i debatten med modstridende meldinger. Brev fra Høje Taastrup Høje Taastrups borgmester Anders Bak (S) vil tirsdag skrive et brev til sin socialdemokratiske partifælle indenrigsminister Karen Jespersen, hvor han giver konkrete bud på, hvordan man kan stramme reglerne for familiesammenføring. Han mener blandt andet, at kommunerne skal overtage behandlingen af sagerne om familiesammenføring fra Udlændingestyrelsen, der ifølge ham ikke er grundige nok med at undersøge, om ægtefællen her i landet kan forsørge den, som hentes hertil. »Styrelsens arbejde er ikke tilbundsgående nok«, siger Anders Bak. »Man kan også diskutere, om der skal gå flere år, før man får ret til familiesammenføring«, siger han. Strammerne på vestegnen Hidtil har det været de socialdemokratiske vestegns-borgmestre, der hver gang har fået regeringen til at lave stramninger på udlændingeområdet. Netop på Københavns vestegn bor der mange indvandrere og flygtninge. Efter pres fra borgmestrene skærpede regeringen sidste år loven om familiesammenføring - blandt andet med krav om, at man skal have en bolig af en vis størrelse. Fra juni sidste år, hvor loven trådte i kraft, til og med september i år har 730 ansøgere fået afslag på familiesammenføring med henvisning til de skærpede lovkrav. Det viser tallene i en ny kvartalsstatistik, som Udlændingestyrelsen snart vil offentliggøre. Pukkel af sager Antallet af familiesammenførte ægtefæller er faldet fra 3.360 i første halvår af 2000 til 2.864 i første halvår i år efter flere års ubrudt stigning. Indenrigsminister Karen Jespersen påpeger imidlertid, at faldet blandt andet skyldes en pukkel af sager, der ikke er blevet færdigbehandlet i første halvår. »Jeg er opmærksom på, at indgrebene har haft en vis effekt. Men samtidig giver boligkravene nok kun et foreløbigt fald, fordi nogle vil vente med at søge, til de har en passende bolig. Det afgørende for Socialdemokratioet er at det samlede niveau stadig er for højt.« Ikke med i heppekoret Vestegnsborgmester - Ishøjs Ole Bjørstorp - forstår ikke, at regeringen i sidste uge lagde op til yderligere stramninger af reglerne om familiesammenføring. »Jeg deltager ikke i heppekoret om stramninger, uden at man undersøger sagerne til bunds. Karen Jespersen er gået lidt hurtigt ud uden at tænke sig så godt om. Det er nok på grund af valgkampen«, siger Ole Bjørstorp. »Den fornemste opgave er - hvis man har modet til det - at vente lidt og se, hvordan loven virker«, siger han og peger på, at antallet af familiesammenførte i Ishøj er faldet fra 95 i 1998 til 49 sidste år. »Det dummeste, man kan gøre, er i hvert fald at fjerne retskravet på familiesammenføring, for det vil også gå ud over danskere, der for eksempel finder en kæreste i Norden eller USA«, siger han. Hvidovres borgmester vil af med retskravet Dermed er han på direkte kollisionskurs med sin socialdemokratiske borgmesterkollega Britta Christensen i endnu en vestegnskomme - Hvidovre. Hun vil netop kæmpe for at få fjernet retskravet på familiesammenføring. »Integrationsloven har ikke nok gennemslagskraft. Hvis folk kan blive ved med at hente deres ægtefæller i hjemlandet, så skal vi starte forfra med integrationen hver gang«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her