Danmark skal sige ja, når den amerikanske regering officielt henvender sig for at få lov til at inddrage Thulebasen i et missilforsvar. Sikkerhedstruslen mod USA er ifølge Venstre og de konservative ændret så markant, at der allerede nu kan meldes positivt ud. »Det ville være et slag i ansigtet på USA, hvis vi pludselig sagde nej til amerikanerne, der i begge verdenskrige og på Balkan har kæmpet for os. Nu er tiden kommet til at betale lidt tilbage ved at stille den facilitet til rådighed. Den indebærer ingen fare for den grønlandske befolkning, men vil kunne give USA en sikkerhed«, siger Venstres forsvarsordfører Svend Aage Jensby. Positiv melding fra K Hidtil har den danske regering afvist at kommentere Thule-spørgsmålet, før der ligger konkret henvendelse. Blot har man advaret USA mod at bryde internationale aftaler, samt at tage vidtgående hensyn til russiske og kinesiske interesser. Regeringens linie om Thule er hidtil blevet støttet af både V og K, men også de konservative melder nu positivt ud. »Når man kommer helt frem til snoren, ved man godt, hvem USA's sande venner er. Det er Det Konservative Folkeparti. I det lys vil vi behandle en anmodning«, siger forsvarsordfører Helge Adam Møller (K). USA og Rusland nærmer sig ny aftale Han henviser til, at USA og Rusland i øjeblikket nærmer sig en ny aftale om ABM-traktaten. I næste uge skal USA's præsident, George W. Bush, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, forhandle spørgsmålet på et topmøde i USA, og i de seneste dage har russerne opgivet den tidligere modstand. Forskningschef hos Dansk Udenrigspolitisk Institut Bertel Heurlin påpeger, at tilnærmelsen mellem NATO og Rusland kommer den danske regerings hidtidige standpunkt i møde. »Med den seneste internationale udvikling er stort set alle regeringens tidligere argumenter faldet for, at man skulle være imod et missilskjold«, siger han. Advarsel fra SF og R Både SF og de radikale advarer mod forhastede beslutninger. Forsvarsminister Jan Trøjborg (S) mener fortsat, det er for tidligt at melde ud. Mange spørgsmål skal afklares først. »Vi taler om et stykke strategisk værktøj og en strategisk beslutning af stor betydning, som skal passes ind på alle måder. Det kan ikke forsimples på den måde, som V og K gør det«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























