Tæt opløb i Randers med de mange skygger

Lyt til artiklen

Det lokale turistbureau insisterer på at bruge den besnærende betegnelse 'øjet i Kronjylland', mens omverdenen foretrækker 'Voldens og skandalernes by' eller slet og ret 'Bananstaden'. »Omverdenen ser Randers som et hul«, siger Venstres kun 25-årige borgmesterkandidat i den østjyske by, Michael Aastrup Jensen, ligeud. »Byens dårlige image er et kolossalt problem. Og derfor handler valget især om, hvem vælgerne tror på kan få Randers på rette spor«, siger han. Socialdemokratiet i Randers klandres fra alle sider for at have ført penslen til maleriet af en by i problemer og risikerer at tabe den gamle arbejderby. Især kritiseres partiet for den årelange Randers-skandale, hvor kommunalt ansatte i bundter uregelmenteret blev sparket ud af kommunen, og som kostede to topembedsmænd deres job. Skygger Men efter 47 år ved magten må partiet også ud og forklare vælgerne, hvad det er for noget med de ungdomsbander, der nu har skiftet visitkort til rockere og hang-arounds, med kranerne på havnen, der ikke længere kan sikre penge nok i kommunekassen, og de nye virksomheder, der ikke kan se byen for de skygger, Aalborg kaster fra nord og Århus fra syd. »De ældre er bange for at gå i midtbyen om aftenen. Randers tjener ikke penge nok. Økonomisk befinder vi os på afgrundens rand«, siger Michael Aastrup Jensen. Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Preben Smed, der efter borgmester Keld Hüttels (S) beslutning om at stoppe efter valget blev forfremmet til partiets bud på en førstemand, erkender at han har ryggen mod muren. »Vi har lavet fejl. Men vi har lært af fejlene, og det er det vigtigste. De politikere, som ikke laver fejl, laver ingenting«, siger Preben Smed Rasende Randers Og fejl er der sådan set begået nok af, mener borgerne i Randers. Randrusianerne raser over, at de trods voldsomme protester kører omkring, hen over og ind i et virvar af trafikchikaner, som kommunen sætter op, flytter og river ned igen i ét væk. Ligesom de hader, at byporten på hjørnet af Adelgade og Vestervold får lov at blive stående. Kunst kalder politikerne den - 'hundelorten' hedder den i folkemunde. »Vi skal bliver bedre til at lytte til borgerne. Og vi skal blive bedre til sælge Randers. For eksempel fortælle unge familier, at de kan spare en kvart million på at vælge et almindeligt familiehus i Randers frem for i Århus og Aalborg. At vi har reel pasningsgaranti og har landets mest fremsynede børneinstitutioner«, er Preben Smeds bud på en vej ud af skyggerne. I kulissen som ny borgmester spøger den konservative Karsten Skjødt-Jakobsen og Bent Martinsen fra Randers Listen. Bent Martinsen er tidligere socialdemokrat, men rev sin partibog i stykker på grund af manglende vilje i partiet til at lægge afstand til fortidens skandaler. Han er så populær en skikkelse i byen, at ingen tør gætte på, hvor mange stemmer han kan snuppe fra sit gamle parti. Han får ikke Elga Ranks. Hun har sin pølsevogn stående uden for den store Sct. Mortens Kirke, hvor Bent Martinsen er sognepræst. Og han vil have pølserne væk fra kirkepladsen. »Jeg siger til alle mine kunder, at de ikke skal stemme på Bent Martinsen, og jeg har mange tilfredse kunder«, truer Elga Rank.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her