Om blot få år bliver der så stor mangel på hænder i for eksempel hjemmeplejen og på andre offentlige serviceområder, at de etniske danske ikke slår til. For at få velfærdsmaskinen til at køre bliver det nødvendigt at lukke op for øget indvandring. Den melding kommer fra to toneangivende, socialdemokratiske borgmestre, Jens Kramer Mikkelsen fra København og Odense-borgmester Anker Boye, der også er formand for Kommunernes Landsforening, midt i den heftige valgkamp. Hidtil har kræfterne ellers været koncentreret om forslag fra alle sider om at nedbringe antallet af indvandrere ved at begrænse mulighederne for familiesammenføring. »Det er jo grotesk, hvis den nuværende debat i 2001 betyder, at vi får lukket så grundigt af, at vi ikke i 2006 er i stand til at håndtere elementære velfærdsopgaver på grund af mangel på arbejdskraft«, siger overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. Han understreger, at der fortsat forestår en opgave med at få alle herboende indvandrere i arbejde. Import af arbejdere I den konkrete familiesammenføringsfejde er Kramer Mikkelsen skeptisk med hensyn til at finde konkrete stramninger, »fordi det er vanskeligt at konstruere regler, som kan kende forskel på en fra Landskrona og en fra de varme lande«. Set med overborgmesterens øjne er der ikke tvivl om - medmindre den vestlige økonomi falder helt sammen - at det bliver nødvendigt at importere arbejdskraft i løbet af få år. Han appellerer til, at indvandringen sker med større omhu og bevidsthed end i 1970'erne. »Det er ikke nok at sende busser sydover og invitere folk herop som gæstearbejdere. Vi skal i stedet kombinere indvandringen med en integrationsindsats som den, vi møder flygtninge med«, siger Kramer Mikkelsen. Debat for skinger Selv om udsigten til fremtidig mangel på arbejdskraft - ikke mindst i de brede serviceerhverv - ser ud på samme måde fra Odense, mener borgmester Anker Boye ikke, at øjeblikkets debat om familiesammenføring er forgæves. Om end den er noget for skinger til KL-formandens smag. »Der er behov for at se på reglerne for familiesammenføring, fordi antallet af familiesammenførte - i hvert fald på Fyn - overstiger antallet af nye flygtninge. Problemet i mine øjne er, at de ikke kommer af kærlighed, men af hensyn til nogle familienormer, som ikke er danske«, siger han. »Men det rokker ikke ved, at vi står over for en massiv udfordring, når vi om føje år skal have besat stillingerne i vores samfund. Det kan efter min mening udmærket ske med øget indvandring, men det skal være folk, som har en baggrund og lyst til at arbejde i Danmark. Ikke folk, som kommer af hensyn til familien og bare for at blive gift«, siger han. Netop af hensyn til den fremtidige import af arbejdskraft vender Anker Boye sig mod den nuværende, landspolitiske debat: »I øjeblikket står partierne på Christiansborg og skriger ad hinanden, og når hysteriet bliver så voldsomt, risikerer det at skygge for en seriøs debat om aktiv indvandring på et senere tidspunkt«, siger kommunernes formand.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























