Venstres kommuner følger kun i meget beskedent omfang partitoppens krav om frit valg. Kun hver femte Venstrekommune tilbyder således i dag frit valg, når kommunernes ældre ønsker hjemmehjælp. Det viser en omfattende optælling over alle landets Venstre- og socialdemokratiske kommuner fra Socialministeriet. Venstres politiske ordfører Ulla Tørnæs: »Vi blander os ikke i, hvad vores borgmestre laver. For os på Christiansborg handler det om at skabe mulighederne for, at kommunerne kan tilbyde sine borgere at vælge mellem flere løsninger«, siger Ulla Tørnæs. Tallene viser, at 18 procent af Venstres kommuner tilbyder den officielle politik fra partitoppen. Blandt de socialdemokratiske kommuner er tallet 17 procent. Ikke frit valg i Lejre Venstres borgmester i Lejre Kommune, Evan Jensen, har ikke frit valg på sine hylder, når det handler om hjemmehjælp. »Vi tilbyder ikke frit valg, men det er, fordi ingen af de ældre i kommunen har spurgt efter det. Det kører sådan set fint nok i dag, og så er der vel ikke nogen grund til at skulle tilbyde frit valg«, siger han. V: Dam går over stregen Ulla Tørnæs er stærkt fortørnet over, at Henrik Dam Kristensen bruger Socialministeriet til at lave valgkamp. »Jeg synes helt klart, at Henrik Dam Kristensen går over stregen. Han bruger skatteborgernes penge til at føre valgkamp mod Venstre«, siger hun. Men optællingen er ifølge socialminister Henrik Dam Kristensen (S) ikke lavet af hans egne faste embedsmænd, men kun af hans pressechef i ministeriet, der er politisk ansat. Hans løn er ganske vist stadig betalt af skatteyderne, men i og med pressechefen er politisk ansat, så er det tilladt for ham at lave politisk arbejde. »Jeg ved godt, at der juridisk ikke er noget galt. Men jeg mener, at Henrik Dam har et moralsk problem. Den slags burde være lavet af Socialdemokratiet«, siger hun. Gammel diskussion I Folketinget har diskussionen om misbrug af embedsmænd til partipolitik flere gange været oppe siden økonomiminister Marianne Jelved under euroafstemningen brugte skatteborgernes penge til at lave en pjece med den kendte jasiger Lise Nørgaard på forsiden. Også SF og Enhedslisten er kritiske. »Det ville jeg ikke have lavet, hvis jeg var minister«, siger SFs gruppeformand Aage Frandsen. Enhedslistens Frank Aaen: »Jeg synes, det er dumt«. Intet juridisk problem Professor i offentlig forvaltning Jens Peter Christensen fra Aarhus Universitet: »Juridisk må det betegnes som hvidt som sne«, siger han og afviser at tage stilling til det moralske: »Jeg er jurist, ikke moralist«. Henrik Dam Kristensen afviser oppositionens kritik. »Jeg har fulgt reglerne slavisk og kun henvendt mig til den medarbejder, som er ansat til det. Det ville Aage Frandsen også gøre«, siger han. Ifølge optællingen bruger socialdemokraterne flere penge på de ældre. Deres kommuner bruger 40.480 kroner per ældre over 67 år. Venstres kommuner bruger 35.165 kroner. Endelig viser optællingen, at de socialdemokratiske kommuner bruger 87,5 hjemmehjælpstimer årligt til personer over 67 år. Venstre giver 78 timer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























