Postrummet på den amerikanske ambassade i København er blevet lukket og forseglet. Derinde står flere lærredssække med diplomatpost. De kommer fra en postterminal i USA, der er lukket på grund af fund af miltbrand. Det var den samme terminal, der leverede brevene med miltbrand til den amerikanske ambassade i Litauen og til konsulatet i Yekatarinburg, hvor der i går blev fundet spor af miltbrand. Også ambassaderne i Stockholm og Oslo har fået post fra terminalen. »Hvor mange postsække det drejer sig om i Danmark, ved jeg ikke præcist. Men de kommer fra den lukkede postterminal i USA, der fordeler den diplomatiske post. Derfor har vi forseglet postrummet og sækkene«, siger Christopher Fitzgerald, der er talsmand for den amerikansk ambassade i Danmark. Sækkene med post kom til Danmark for cirka to uger siden, og har siden da stået isolerede på ambassaden. Sorteringsterminalen ligger i Department of State Annex 32 i Washington, og fordeler stort set al diplomatpost fra USA til landets ambassader. Terminalen blev lukket den 24. oktober, da der blev fundet miltbrandbakterier. En 59-årig mand blev kørt på hospitalet, da han havde indåndet bakterierne. Også post til Norge og Sverige På den amerikanske ambassade i Stockholm er postrummet samt flere sække med breve også forseglede, og amerikanerne har underrettet det svenske Smittskydsinstitutet, der svarer til det danske Seruminstitut. I Oslo desinficerede brandvæsnet i fredags to postrum på den amerikanske ambassade. I Danmark har den amerikanske ambassade også været i kontakt med de danske myndigheder - blandt andet Seruminstituttet. Her bekræfter direktøren for instituttet, Nils Strandberg Pedersen, at de har fået en henvendelse fra amerikanerne. Ambassaden har dog endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske med postsækkene: »I øjeblikket venter vi på instruktioner fra Washington om, hvad vi skal foretage os. I mellemtiden gør vi det, som de andre ambassader gør - tager vores forholdsregler, og fortsætter med at arbejde«, siger Christopher Fitzgerald.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























