Københavns Politi afviser partistøttesag

Lyt til artiklen

Københavns Politi har afvist sagen om mulig ulovlig partistøtte til Socialdemokratiet. Politiet har simpelthen ingen grund til at tro, at der er begået ulovligheder, siger politidirektøren. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) blev tidligere fredag meldt til politiet på grund af to eksperters udsagn i tv om, at Socialdemokratiets regnskab skjuler indirekte partistøtte fra LO. Københavns politi har afvist at efterforske sagen om støtte fra Arbejderbevægelsens faglige politiske sekretariat til Socialdemokratiet. »Det regnskab, der var fremme i 'Rapporten', var fra 1999, og det blev afleveret til Folketinget inden udgangen af 2000. Det vil sige, at på det tidspunkt, hvor det blev indleveret, var forholdet ikke strafbart. Så allerede af den grund indleder vi ikke en efterforskning«, siger Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen. Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) afviste sagen fredag: »Der er overhovedet intet at komme efter. Der er intet ulovligt foregået«, siger Mogens Lykketoft (S) og henviser til, at Justitsministeriet har godkendt partiets fortolkning af partistøttereglerne. Sagen begyndte, da to juridiske eksperter i DR's Rapporten onsdag vurderede, at LO kanaliserer penge til Socialdemokratiet i strid med loven om partistøtte. SF kræver kulegravning Striden om partistøtten har fået SF's gruppeformand, Aage Frandsen, til at kræve, at det nye Folketing lader en uafhængig ekspertgruppe kulegrave partistøtteloven. »Vi har tidligere krævet større åbenhed i regnskaberne, men det er tilsyneladende ikke nok«, siger Aage Frandsen. Gruppeformanden mener, at den seneste tids debat afslører, at der foregår en lang række ting, som burde være omfattet af partistøtteloven - som for eksempel gratis kursusophold, sponsorater og skattefiduser. Borgerlige kursuspenge Venstre og Det Konservative Folkeparti modtager efter egne oplysninger indirekte partistøtte for mellem 100.000 og en kvart million kroner via gratis kursusarrangementer. Venstres partisekretær, Claus Hjort Frederiksen, gætter på, at partiet sidste år fik 100.000 kroner fra Dansk Industri (DI) via brug af arbejdsgiverorganisationens kursusejendom i Nyborg. For Det Konservative Folkeparti var det tilsvarende beløb mellem 250.000 og 275.000 kroner, fortæller partiet generalsekretær Jan Høgskilde. Begge organisatoriske ledere afviser, at de borgerlige partier for eksempel skulle få billigere annoncer i en række borgerlige aviser. Støtte via sekrætariat Eksperterne var enige om, at de aktiviteter, der er foregået i det nu lukkede LO-sekretariat Arbejderbevægelsens faglige, politiske sekretariat, i virkeligheden har status af indirekte partistøtte. Og indirekte partistøtte er partierne i Folketinget lovmæssigt forpligtet til at oplyse om. Arbejderbevægelsens faglige, politiske sekretariat havde et årligt budget på syv millioner kr. Penge, som Socialdemokratiet angiveligt i en årrække har modtaget som indirekte støtte fra LO uden om partiets officielle regnskab. Og det er det regnskab, statsministeren har skrevet under på. Partisekretær i nøglerolle LO's formand, Hans Jensen, afviste torsdag aften alle anklager om skjult støtte til Socialdemokratiet. Han sagde, at han ikke kan se noget galt i, at organisationen kæmper for politiske standpunkter. Og at de standpunkter tilfældigvis er sammenfaldende med socialdemokratiets, »er jo bare dejligt«, sagde Hans Jensen. Spørgsmålet er, om statsministeren kan gøres ansvarlig for den indirekte støtte. Men anderledes kan sagen se ud for Socialdemokratiets partisekretær, Willy Stig Andersen, der i en årrække har været leder af LO's Arbejderbevægelsens faglige, politiske sekretariat. Han har dermed haft ansvaret for sekretariatets LO-millioner og blandt andet stået for at organisere 8.000 socialdemokrater, der er spredt ud på arbejdspladser over hele landet og har arrangeret ugelange, kostbare kurser for socialdemokrater på LO-skolen i Helsingør, hvor de blev undervist af socialdemokratiske ministre og ledere, samt bunker af glittet LO-oplysningsmateriale, ofte påtrykt bogstavet 'A' for Socialdemokratiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her