Statsministerens kone, den radikale EU-parlamentariker Lone Dybkjær, er fortørnet over, at Venstre beskylder Poul Nyrup Rasmussen for at udnytte sin flittige gang på de bonede gulve til at score billige point i valgkampen. Nu rykker Dybkjær sin mand til undsætning. Hvad mener du om, at man taler så meget om statsmandseffekten? »Når man begynder at snakke om, at en regering eller en statsminister kun er ude på at opholde sig på bonede gulve, så bærer man ved til EU-modstandens bål. Jeg synes, det er helt ufatteligt, at man vil gøre det«. Hvad forstår du ved bonede gulve? »Jo, sådan at man bliver finere end andre og kun vil bevæge sig i særlige cirkler, og hvad ved jeg. Jeg synes, det er helt utroligt, at man virkelig mener, at dansk politik kun handler om at være i Danmark. Og hvis man var i tvivl om det, så skulle man ikke være det efter 11. september. Det er den der hånlige anklage om, at man bare har danske interesser - for nu at sige det groft - i forbindelse med det udenrigspolitiske samarbejde. Det er simpelthen fantastisk, fordi det er at bilde folk ind, at man kan lade være med at tage en flyver og sommetider optræde på et tæppe eller et bonet gulv. Jeg er simpelthen rystet over det«. Er det ikke svært at undgå den diskussion, når statsministeren selv så kraftigt bringer den internationale situation ind i valgkampen? »Må jeg gerne sige . der ville under alle omstændigheder være et valg inden for de næste tre-fire måneder, ikke? Hvis det nu havde været om et år, så kunne jeg have forstået det. Ikke? Nu skal der altså være et valg om tre-fire måneder senest, og så synes jeg, det er meget udmærket, at det bliver nu«. Er det ikke Nyrup selv, der har sørget for, at statsmandstemaet blev bragt på banen? »Jamen det er da rigtigt, men jeg fatter simpelthen ikke dem, der siger, det er underligt at bringe udenrigspolitik op i en dansk valgkamp. Jeg forstår ikke, at man mener, et dansk valg kun handler om indenrigspolitik«. Skal man alligevel ikke være klar til diskussionen? »Jamen hvad er bonede gulve for noget? Det har ikke noget med noget at gøre, at bringe det ind, for så er det som om, det er suspekt, at man deltager i det arbejde. Det er fint nok at sige noget om statsministereffekt, men når man bringer det ned på planet bonede gulve, så hører alt op«. Bonede gulve er altså ikke det samme som statsmandseffekt? »Nejnejnej. Det afgørende er, at indenrigs- og udenrigspolitik hører sammen«. Nu er et valg jo ikke så tit blevet udskrevet på et udenrigspolitisk emne? »Nej, men jeg synes heller ikke, valget er udskrevet på udenrigspolitiske emner. Det er et stort tema i valgkampen, men det er ikke det eneste tema. Hvis man drømmer om at man kan lave dansk politik kun ved at diskutere indenrigspolitik, så mener jeg, at man drømmer sig ud af virkeligheden«. Hvordan tror du, Anders Fogh Rasmussen vil begå sig på de bonede gulve? »Det afgørende er, at man er klar over, at man skal lave et arbejde. Det handler om at forhandle Danmarks interesser. Jeg vil ikke kalde det en beskidt valgkamp. Jeg kalder det et forsøg på at snyde den danske befolkning«. Hvor meget tror du, det betyder, at vælgerne kan være trætte af se på en regering, der har siddet i over otte år? »Jamen det er jo zappersamfundet, ikke? Det er da klart, at vi ved, at vi har et samfund, hvor folk nemt zapper og har meget fokus på det nye. Men man skal være opmærksom på, at det nye ikke altid holder«. Er du bange for den effekt? »Det er alle, der beskæftiger sig med politik. Men du kan ikke gøre andet, end at fremlægge din politik og se, hvad vælgerne vil sige. Jeg synes da heller ikke, det ville være specielt godt, hvis jeg nu var gift med en eller anden, der bare skiftede mig ud med en yngre model, vel? Det er lidt det samme, der sker: Så tager vi bare en yngre model, og så ser vi, om det går bedre«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Djaffar Shalchi
Klumme af Noa Redington




























