Manglende tilbud til alkoholikere

Lyt til artiklen

Alkoholmisbrug er mere udbredt blandt udviklingshæmmede end i resten af befolkningen. Men behandlingssystemet er ikke indrettet til at tage sig af denne type misbrugere, og langt de fleste af dem får slet ingen egentlig behandling. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Formidlingscenter Øst i Ringsted. På baggrund af undersøgelsens resultater har Socialministeriet nu bedt Formidlingscenter Øst om at komme med forslag til, hvordan de eksisterende tilbud i misbrugsbehandlingen kan udvikles, så de også kan bruges af udviklingshæmmede. I praksis vil man afprøve nogle metoder i forsøg, hvor ansatte i alkoholambulatorier arbejder sammen med personale fra det sociale system, der har kontakt med de udviklingshæmmede. Seks procent på alkohol Undersøgelsen viser, at omkring seks procent af de udviklingshæmmede er misbrugere af alkohol eller andre rusmidler - langt de fleste af alkohol. Til sammenligning skønner Sundhedsstyrelsen, at seks-syv procent af hele befolkningen er storforbrugere af alkohol, mens to procent har et egentligt misbrug. Kun ganske få af de misbrugere, der indgår i undersøgelsen, har været i ambulant behandling for problemet. Derimod har næsten halvdelen på et tidspunkt fået antabus hos deres egen læge, men det sidestilles ikke med egentlig behandling. Repræsentanter for amternes behandlingstilbud er ofte usikre over for, om tilbuddene overhovedet egner sig til udviklingshæmmede. Psykoterapi er nemlig en væsentlig del af indsatsen, og man mener ikke, at udviklingshæmmede kan have nytte af den form for behandling. Det er første gang, omfanget af misbrug blandt udviklingshæmmede er undersøgt i Danmark. Rapporten peger på en klar sammenhæng mellem boformer og misbrug, og den sammenhæng kan tyde på, at problemet er vokset sideløbende med, at mange udviklingshæmmede er flyttet ud fra centrale institutioner til mere individuelle boformer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her