Skattevæsnet ind i Amdi-sag

Lyt til artiklen

Afsløringen af Tvind-imperiets grundlægger, Mogens Amdi Petersens luksusliv i en pompøs penthouselejlighed på 810 kvadratmeter på Miami-øen Fisher Island tages nu op af skattemyndighederne. Det oplyser regionschef Kurt Petersen, Told- og Skatteregionen i Holstebro. Det kommer til at ske i et samarbejde mellem politiet og skatteligningsmyndigheden i Ulfborg-Vemb Kommune, hvor Mogens Amdi Petersen havde adresse indtil maj i år, da han valgte at flytte adresse til England. Skattechefen i Ulfborg-Vemb Kommune, Mads Overgaard, siger på linie med lederen af den regionale skatteregion, at »vi naturligvis er interesseret i, om der er grund til at ændre skattegrundlaget for Amdi Petersen«. »Men vi skal have noget dokumentation. Det er muligt at genoptage selvangivelser tre år tilbage, men her drejer det sig om at bevise, at han har fået penge, som han skal beskattes af. Vi undersøger mulighederne for at beskatte ham, hvis der er noget om påstandene i det, der er kommet frem«, siger Mads Overgaard. Frynsegoder Han tilføjer, at undersøgelsen skal ske i et samarbejde med Told- og skatteregionen. Her siger regionschef Kurt Pedersen, at »vi selvfølgelig er interesseret i, om der i denne situation skal beskattes for frynsegoder«. »Der kan også blive tale om, at denne undersøgelse kan blive en del af den allerede rejste sag«, oplyser Kurt Petersen. Han henviser til sagen om skatte- og mandatsvig til cirka 75 millioner kroner, som er rejst mod Mogens Amdi Petersen, Tvind-talsmanden Poul Jørgensen og yderligere to nøglepersoner i Tvind-toppen. Denne sag handler om, at politiet mistænker de ledende Tvind-folk for at have drænet koncernens pengetank med det ambitiøse navn 'Fonden til støtte for humanitære forhold, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet' for de mange millioner, som i årenes løb er kommet ind ved bidrag fra 250-300 medlemmer af Tvinds Lærergruppe. Politiet mener, at pengene er gået til alt andet end natur og miljø og er endt i Tvinds egne institutioner og hermed til Amdi Petersens egne livsfornødenheder. Amdi kan udleveres Politimester Jens Kaasgaard, Holstebro, mener ikke, at det bliver noget problem at få Mogens Amdi Petersen udleveret, når den tid kommer. »Men det er et spørgsmål, om vi til den tid kan finde ham, for han flytter meget rundt. Han har jo besiddelser overalt. Senest flyttede han fra Danmark til England i maj - formentlig til en fiktiv adresse«, siger Jens Kaasgaard. Han oplyser, at politiet ikke i øjeblikket har brug for at tale med ham. Man har derfor ikke rettet henvendelse til ham på Fisher Island. »Vi er ved at gennemgå et stort materiale, så lige nu har vi faktisk ikke brug for at tale med Amdi Petersen. Vi tror heller ikke, at han vil svare på spørgsmål, fordi vi allerede ved sagens start i foråret rettede henvendelse til ham på hans daværende adresse i Ulfborg. Men vi fik ingen reaktioner på vores skriftlige henvendelser«, konstaterer politimesteren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her