Skytsengle redder unge liv

Foto: Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Antallet af spritulykker med unge i Nordjylland er i dag kun en fjerdedel af, hvad det var i slutningen af 1980'erne. 'Skytsenglene' er en af forklaringerne - de unge piger, der taler unge mænd fra at køre spritkørsel. Christina Beck er 17 år. Hun bor i et lille bysamfund i Nordjylland og læser hf i Aalborg. På mange måder er Christina en helt almindelig dansk pige og dog, for Christina er også 'skytsengel'. Hun er en af de mange tusinde unge nordjyske piger mellem 17 og 20 år, som har sagt ja til være skytsengel. Altså til at være en af de piger, der prøver at tale unge mænd fra at køre sig selv og kammeraterne ihjel på en tilfældig lørdag aften. Skal kunne gå til drengene Christina Beck og de andre nordjyske skytsengle skal være parate til at gå i aktion den aften, hvor hele flokken af unge fyre, opstemte af spiritus, står ude på parkeringspladsen og diskuterer, hvem der kan køre den gamle Ford Escort hjem, så de kan komme i seng og få sovet festrusen ud. »Jeg ville have en dårlig smag i munden, hvis jeg ikke prøvede at gøre noget«, siger Christina, der i år har oplevet, at en dreng i hendes egen omgangskreds var med i en spritulykke. Selv sad hun hjemme, da ulykken skete. En af de syv berusede unge mænd i bilen omkom ved ulykken. Christina Beck og hendes veninde, Annemette Simonsen, oplever begge, at holdningen til spritkørsel blandt de unge er ændret efter fem års massiv nordjysk kampagne mod spritkørsel. Givetvis også på grund af påvirkningen fra de flere tusinde unge, de såkaldte skytsengle, som siden 1996 har prøvet at tale drengene fra at køre med sprit i blodet. For selv om nogle unge mænd stadig kører spritkørsel, er det ikke noget, de unge spritbilister er stolte over. »Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen prale med det. De praler måske med, at de kører for stærkt, men ikke med at de kører, når de er fulde, siger Annemette Simonsen. Også hun er nyudnævnt skytsengel i Nordjylland. Kreativ embedsmand Per Studsholt er kampagneleder i Nordjyllands Amt og var den kreative embedsmand, som i 1996 fik ideen til skytsenglene. De første spæde skridt til en effektiv sommerkampagne mod unges spritkørsel blev taget helt tilbage i 1988, hvor amtet besluttede, at man skulle gøre noget ved problemet med de unges spritkørsel om sommeren. På den tid af året, hvor problemet er størst. Musik mod spritkørsel Amtet fik musikeren Peter A.G. fra Gnags til at komponere en melodi og tekst mod spritkørsel. »Det var dengang, kassettebånd var in. Vi sendte et budskab ud til de unge om spritkørsel. Alene den kampagne fik antallet af spritkørsler til at falde. Det var en direct-mail-kampagne. 42 sprituheld om sommeren var normen dengang. Med kampagnen røg vi ned på et gennemsnit på lidt over 20. Altså når vi måler på de politiregistrerede uheld«, fortæller Per Studsholt. »Bag de mere end 20 sommeruheld hvert år med unge er der både kvæstede, døde og rene blikuheld. Når amtet valgte at tælle de 17-årige med, er det, fordi der faktisk er en del 17-årige, der kører spritkørsel. De stjæler ganske enkelt en bil og raser derudad med sprit i blodet. »I 1996 beslutter Per Studsholt, at der skal laves noget mere for at få de unge til at holde sig fra spritkørsel. »Vi dykkede ned i uheldsmaterialet og så, at i 95 pct. af sprituheldene var det unge mænd, der sad bag rattet. Kun 5 pct. var piger. Selv om drengene kører mere bil end pigerne, kunne det ikke forklare hele den store forskel. Pigerne er altså klogere end drengene, i hvert fald når det angår spritkørsel«, siger Per Studsholt, der pludselig fik tanken: »Ja, det er jo pigerne, der skal passe på os. De skal være vores skytsengle«. Ifølge Per Studsholt er tanken både simpel og samtidig lidt kontroversiel. Enkelte gange har han da også fået på puklen af rødstrømper og medlemmer fra kvindesagen over den der med, at: »pigerne skal passe på drengene«. Pigerne populære »Men det, der er fælles for næsten alle drenge, er jo, at de kan lide piger. Det må vi kunne bruge til noget, tænkte jeg. Vi må bruge pigerne til at gøre drengene opmærksomme på, at de ikke er særlig interessante, hvis de er så barnlige at køre spritkørsel. Drengene har et svagt punkt over for pigerne, og samtidig er det også pigerne, som kan tillade sig at gå hen til en fyr og sige: Lad nu være med det. Selv om det naturligvis ikke er meningen, at pigerne skal komme ud i problemer på grund af det her«, siger Per Studsholt. Ikke en krone for meget Per Studsholt mener ikke, at de 600.000 kr., som skytsenglekampagnen koster hver gang, er en krone for meget. »Vi synes, det har fungeret godt med skytsenglene«, siger Per Studsholt, og han har statistikkerne med sig. Går vi tilbage til sommermånederne maj, juni og juli 1983 var 48 unge indblandet i politiregistrerede spritulykker. I sommeren 2001 var tallet helt nede på 11.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her