15-årig tiltales for pulverpost

Lyt til artiklen

Det, der var ment som en spøg, ender nu med en tur i byretten med risiko for to års fængsel for en 15-årig københavnsk pige. For en uge siden hældte hun flormelis i en konvolut og sendte brevet til en ven. Imidlertid begyndte konvolutten at drysse under postvæsnets brevsortering i København. Et større område i postterminalen blev omgående lukket og politi og brandfolk tilkaldt, af frygt for at brevet indeholdt miltbrandsporer. I går sendte Københavns Politi et anklageskrift af sted til byretten. »Vi har bedt retten om at få den behandlet som en hastesag. Pulverbreve har skabt megen uro i befolkningen, så vi skal meget hurtigt have en klar markering af, at den slags er fuldstændig uacceptabelt og utroligt forstyrrende for samfundet. Der skal kort og godt statueres et eksempel«, siger vicepolitidirektør Arne Stevns fra Københavns Politi. Sigtes efter Straffeloven Den snart 16-årige pige vil blive sigtet efter straffelovens paragraf 266 om at fremkalde alvorlig frygt for andres liv og helbred. »Hun er ikke tidligere straffet eller kendt som terrorist, og hendes unge alder skal opvejes med den betydelige ulempe, det har været for postvæsenet og samfundet. Vi lægger op til en alvorlig sanktion og tiltaler hende efter den paragraf, der kan give fængselsstraf i op til to år«, siger Arne Stevns. Ingen erstatningssag Tiltalen får dog ikke Post Danmark til at følge op med en erstatningssag. »Vi vil ikke straffe folk, men ønsker bare, at det her stopper nu. I pigens tilfælde er skaden sket, men som et præventivt formål vil vi fra nu af, hvis der er flere, der sender pulverbreve, forbeholde os ret til at kræve erstatning«, siger kommunikationschef Ole Schmidt Pedersen. Det norske postvæsen forbereder i en lignende pulverbrevssag et erstatningskrav på mellem 800.000 og tre millioner kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her