For første gang siden terrorangrebene i USA ser statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) nu ud til at omsætte sin stigende personlige popularitet i markant flere stemmer. I dagens meningsmåling fra Vilstrup Research maver Socialdemokratiet sig over den magiske grænse på 30 procent. Ikke siden Kosova-krigen i 1999 har partiet ligger så højt, og for en gangs skyld ser det ud til, at den socialdemokratiske fremgang sker på bekostning af de borgerlige partier. I målingen afgiver den borgerlige fløj to mandater til regeringsblokken, men samlet ligger regeringen stadig næsten fem procent fra at have flertal. Regeringens fremgang sætter gang i spekulationerne om et hurtigt valg i forbindelse med kommunevalget 20. november, og i går var en række topministre fra Socialdemokratiets såkaldte strategigruppe samlet i Nyrups bolig på Marienborg. Mødet har dog været planlagt længe. Miljøminister Svend Auken (S) ser meningsmålingen som et godt udgangspunkt for partiets lokale rødder. »Det er et godt rygstød for den kommunevalgkamp, der nu er gået i gang rundt omkring. Det interessante er, at der ikke er nogen ustoppelig højrebølge. Mange stemmer til højre i dansk politik, og frygten spiller en alt for stor rolle, men meget tyder på, at billedet kan vendes. Det skal vi bruge de kommende måneder på frem til valget«, siger Svend Auken. Valgforsker Hans Jørgen Nielsen fra Københavns Universitet hæfter sig ved, at vælgervandringerne mod Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet ser ud til at være på retur. Vælgerne fælder en hård dom over Fremskridtspartiet efter sidste uges landsmøde, hvor det islamfjendtlige var altdominerende. »Der ser ikke ud til at være nogen effekt for de flygtningefjendske partier. Samtidig ser det ud til, at de borgerlige kan få et stort problem med stemmespild. Der skal ikke ske meget, før både CD og de kristelige ryger ud«, siger Hans Jørgen Nielsen. Pia K. Afviser tilbagegang Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, afviser at tale om tilbagegang. »Vi ligger altså stadig til at vinde fem mandater siden sidste valg, mens Socialdemokratiet står til at tabe ti. At sige, at vi står til tilbagegang er en form for demagogi, som jeg ikke overhovedet har lyst til at deltage i«, siger Pia Kjærsgaard. Løkke er tilfreds Venstres næstformand Lars Løkke Rasmussen kalder resultatet »glimrende og fuldt tilfredsstillende«. »I den sidste halvanden måned har Nyrup næsten haft hele scenen for sig selv. Det er vel det, vi ser effekten af. Men Nyrups blok løfter sig jo ikke voldsomt under ét. Det store spørgsmål er nu, om man vil udnytte situationen til et hurtigt valg«, siger Lars Løkke Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























