Op mod hver fjerde af de lastbiler, som kører på de danske motor- og landeveje, er fyldt med fejl. Eller også overtræder chauffører og vognmænd reglerne om for eksempel køre- og hviletid. Ofte er ulovlighederne til stor fare for både chaufførerne selv og for de øvrige trafikanter. Rigspolitichefens færdselspoliti gennemførte torsdag 11. oktober en landsdækkende kontrol af de såkaldte tunge køretøjer - det vil især sige lastbiler og påhængsvogne. 1.750 køretøjer blev tjekket, og politiet valgte at skrive 406 rapporter. Klippede pladerne 15 var så farlige, at politiet valgte at fjerne nummerpladerne. 17 blev indkaldt til syn, og 127 fik køreforbud. 47 lastbilchauffører havde overtrådt reglerne om køre- og hviletid. Dertil kommer, at 20 kørte for stærkt. »Det er ikke sådan, at hvis der er gået en enkelt baglygtepære, så skriver vi en rapport på lastbilen. Når vi skriver rapport, er det, fordi der er noget på dem«, siger chefpolitiinspektør Mogens Wilbert, der leder Rigspolitichefens færdselsafdeling. Rapporter på hver fjerde eller femte Han understreger, at politiet efter de seneste store landsdækkende aktioner rettet mod de tunge køretøjer hver gang har måttet skrive rapporter på 20-25 procent. Mogens Wilbert mener, at det er et økonomisk presset vognmandserhverv, der tager chancer på bekostning af trafiksikkerheden: »Nogle vil forsøge at tjene pengene ved at konkurrere illoyalt og konstant køre med overlæs. Måske kører de for hurtigt, og måske overtræder de oven i købet køre-hviletids bestemmelserne«. Michael Svane, direktør for Dansk Transport og Logistik, der organiserer hovedparten af de danske vognmænd, vil gerne have politiet til at undersøge, om det især er de danske eller udenlandske vognmænd, som overtræder reglerne. Samtidig kræver han selvjustits: »Der er ikke tvivl om, at der er nogle, der tager chancen. Det hænger sammen med den økonomiske situation. Samtidig er der nogle vognmænd, der synes, at det er en sport at holde sig på den forkerte side af stregen«. Dansk Transport og Logistik vedtog sidste år etiske normer med krav til medlemmernes adfærd. »Vi vil også som erhverv have ryddet op. Det er helt uholdbart, at der ikke er nogen synderlig positiv udvikling i tungvognskontrollerne«, siger Michael Svane. Næsten alle kører ulovligt Kim Johansen fra Greve, vognmand med 126 lastbiler på vejene, mener, at ulovlighederne ikke kan isoleres til få pirater, men har bredt sig til store dele af branchen: »Jeg vil tro, at 80-90 procent af alle langturschauffører kører mere eller mindre ulovligt. Det skyldes, at alle presser hinanden økonomisk. Det har aldrig været værre end nu«. Ministeren bør skride ind Trafikminister Jacob Buksti (S) bør skride ind over for de ulovlige lastbiler, der fyldt med fejl kører rundt på de danske motor- og landeveje og bryder reglerne om køre- og hviletid. Sådan lyder opfordringen fra direktør for Dansk Transport og Logistik, Michael Svane, der organiserer hovedparten af de danske vognmænd. Han har skrevet et brev til ministeren, hvor han beder om en politisk præcisering af udbudsbetingelserne, som køre- og hviletidsreglerne hører under. Michael Svanes brev tager udgangspunkt i et konkret eksempel, der beskriver, hvordan en vognmand blev bortvist fra et motorvejsarbejde under Vejdirektoratet, fordi han nægtede at hente endnu et læs, da hans køretid var opbrugt. »Som stor udbyder af anlægsarbejde i Danmark er det aldeles uacceptabelt, hvis Vejdirektoratet presser chaufførerne på den måde. I yderste konsekvens risikerer sådan en mand jo at måtte lukke sit firma, bare fordi han insisterer på at overholde køre- og hviletidsreglerne«, siger Michael Svane.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























