Et stigende antal agenter udsendt af den irakiske diktator, Saddam Hussein, arbejder på dansk jord. Det siger Politiets Efterretningstjeneste (PET), efter at Politiken tirsdag kunne fortælle, at irakiske agenter har fået asyl i Danmark og blandt andet spionerer mod flygtninge. Samtidig bekræfter PET for første gang officielt, at tjenesten har konkrete mistanker om, at der findes både irakiske og iranske agenter blandt danske flygtninge. »Der er blandt andet irakere her, som vi mistænker for flygtningespionage. Det er vores indtryk, at omfanget har været stigende de seneste år«, siger PET's øverste chef, Birgitte Stampe. En hovedopgave for spionerne er at informere Saddam Hussein om den irakiske opposition i udlandet og udpege terrormål i Europa. Nye retningslinier Justitsminister Frank Jensen (S) vil forhindre, at udenlandske spioner får asyl i Danmark. Han er på vej med et nyt sæt retningslinier for samarbejdet mellem PET, Rigspolitiet og udlændingemyndighederne. Reglerne skal sikre, at udlændingemyndighederne får besked af PET om, at en asylansøger er spionmistænkt. »Vi skal ikke have folk ind i Danmark, der har til formål at spionere mod personer med beskyttelsesbehov. Det er fuldkommen åbenlyst, at det har vi en interesse i at forhindre«, siger Frank Jensen, der også mener, at PET skal være mere åben. I Sverige har efterretningstjenesten Säpo i flere tilfælde advaret mod at give asyl til irakere, fordi de var spionmistænkte. Säpos råd er blevet fulgt af den svenske udlændingestyrelse, som har givet afslag på asyl. I Danmark har der ifølge Birgitte Stampe ikke været dette fortjek af asylansøgere - bl.a. på grund af de nuværende regler. PET har derfor skriftligt bedt Säpo om at fortælle om de svenske erfaringer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























