Rektorkrise i København

Lyt til artiklen

Københavns Universitet er kastet ud i en akut ledelseskrise. Universitetets rektor gennem otte år, Kjeld Møllgård, meddelte i går uventet, at han ikke genopstiller til rektorvalget i næste måned. Bag beslutningen ligger et opgør mellem Kjeld Møllgård og universitetets prorektor Joan Conrad, der i går kulminerede med rektors exit fra valgkampen. Fnidder Kjeld Møllgård begrunder sin afgang fra topposten på landets største universitet med, at han og den nærmeste familie har besluttet at trække sig fra valgkampen, hvis der var optræk til »personfnidder«. »Jeg ville kun stille op, hvis valgkampen blev friholdt for personligt fnidder. Det er jeg selv kommet til at bidrage til, og derfor vil jeg også selv kunne blive udsat for det. Jeg kender universitetet af god og lang erfaring, men også af bitter erfaring fra et par af de sidste valgkampe. Det fik mig til at sige, at det vil være sundt for os alle sammen, at jeg ikke stiller op«, siger Kjeld Møllgård. Nedladende Forhistorien er ifølge Politikens oplysninger, at Kjeld Møllgård bl.a. over for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets prodekan Inger Kjær havde udtalt sig i stærkt nedladende vendinger om prorektor Joan Conrad. På det tidspunkt havde Møllgård skrottet Conrad som makker i parløbet om posterne som rektor og prorektor for universitetet. Møllgårds nye makker var John E. Andersen fra Det Humanistiske Fakultet. Senilitet Inger Kjær er mangeårig veninde med Joan Conrad og gik videre med Møllgårds karakteristik, der ifølge Politikens oplysninger handlede om senilitet og alderdomssvækkelse. Det fik prorektoren til at gøre gengæld ved hårdt at kritisere Møllgård over for en række af universitetets topfigurer. En kilde beskriver Conrads reaktion som udtryk for »olympisk vrede«. Herefter var der lagt i kakkelovnen til en ny beskidt valgkamp, som Kjeld Møllgård ikke ønskede, og derfor meddelte han i går universitetets to vigtigste styrende organer, at hverken han eller John E. Andersen opstiller. Erkender fejl og trækker sig Det skete i en erklæring, som Møllgård læste op for universitetets hovedsamarbejdsudvalg i går formiddag og for konsistorium i går eftermiddag. Her hedder det blandt andet: »Imidlertid har jeg ved overgangen fra det gamle makkerskab (med Joan Conrad, red.) til det ny begået en fejl. Jeg har udtalt mig på en måde som kan opfattes krænkende, om Joans evne til at klare prorektorpostens stress i endnu fire år. Fra min side var det alene ment som hensyntagen, men jeg erkender at det kan opfattes anderledes og fortryder derfor, at jeg har sagt det. Imidlertid hjælper fortrydelse intet. Hvad der er sagt er sagt og vil blive brugt«. En bombe Den snart forhenværende rektors udmelding kommer som lidt af en bombe, fordi det sker ekstremt kort tid før fristen for opstilling af andre kandidater. Rektorkandidater skal melde deres kandidatur med 25 støtter senest på mandag, og Kjeld Møllgård gjaldt indtil i går som tårnhøj favorit til endnu en fireårig periode. De to kandidater til posten som rektor er nu professor Peter Gundelach og professor Kirsten Hastrup, begge fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. De står begge uden erfaring på dekanniveau, som der ellers er tradition for. Hjerneforskning Kjeld Møllgård, der før rektorgerningen var dekan og professor i neurologi, vil nu kaste sig over hjerneforskningen. »Jeg har ingen pligter det næste år, så den tid vil jeg bruge til at finde ud af, hvad der er sket med alle hjernerne, mens jeg har siddet på Frue Plads«, siger Kjeld Møllgård. Politiken forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra Joan Conrad, der er bortrejst.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her