Israels nye ambassadør Carmi Gillon mærkede ikke spor til sommerens kølige modtagelse i Danmark, da han torsdag besøgte Det Udenrigspolitiske Selskab for at tale om den nye verdensorden med terror. Salen var fyldt til sidste plads i anledning af Gillons første offentlige optræden siden sin tiltrædelse i Danmark. Gillon er yderst interessant i denne sammenhæng, fordi han over en længere årrække var chef for Israels sikkerhedstjeneste, og dermed kæmpede han sine kampe for at forhindre selvmordsbomber i Israel mod børnehaver eller diskoteker. Han betegnede da også sig selv flere gange som »den praktiske mand med erfaringerne«. Ikke forbindelse til bin Laden Han afviste blandt andet, at konflikten mellem palæstinenserne og Israel har spor med Osama bin Laden at gøre. »Før 11. september nævnte bin Laden aldrig palæstinenserne. Det skete først efter«, sagde Gillon og forklarede, at i hans øjne bliver palæstinenserne blot forsøgt brugt af bin Laden efter angrebet til at opnå så stor tilslutning, som muligt blandt muslimerne. Tilhørerne forsøgte flere gange at drage Israels rolle ind i den nye verdensorden, og Carmi Gillon måtte svare på, om ikke israelske angreb på palæstinenserne provokerer muslimer til at begå terror mod Vesten. Men så enkel er verden ikke, at terrororganisationer som Hamas og Hizbollah, opløser sig selv øjeblikkeligt, hvis Israel forsvinder fra bosættelserne. Tværtimod, forsøgte Gillon at understrege. Terroristerne har netop forsøgt at afspore fredsinitiativerne mellem Arafat og Israels forskellige ledere gentagne gange. Derfor var Gillons pointe lige omvendt: »Bekæmp terror og få fred. Bare giv os en måned og I vil se skridt hen imod en løsning«, sagde han og understregede, at man må forstå, at bosættelserne ikke har spor med ideologi at gøre. »Det er ikke sådan, at vi siger, at det er områder Gud har givet os. Det er udelukkende af sikkerhedshensyn og frygt for terrorisme. Den frygt er en realitet«, sagde Gillon. Ingen verden uden terrorister Han afviste, at Irak og Saddam Hussein skulle samarbejde med bin Laden. »Jeg har ikke modtaget informationer om et samarbejde mellem Saddam Hussein og bin Laden. Men for mig at se er de kun fælles om, at fjenden er USA«, sagde han og sluttede med, at en verden uden terrorisme ikke eksisterer, når han kigger efter i krystalkuglen. Men det er muligt at arbejde for en mere fredelig verden, end den vi kender i disse dage, mente han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























