Befolkningens tilfredshed med de offentlige sygehuse er steget markant i de seneste tre år. Mens kun en tredjedel af befolkningen i 1998 havde en positiv vurdering af sygehusene og to tredjedele en negativ, er billedet i år det modsatte: Nu vender kun en tredjedel tommelfingeren nedad, når der skal gives karakter. »Jeg opfatter den udvikling som meget positiv, og den bekræfter, at sygehusvæsenet er bedre end sit rygte«, siger en glad sundhedsminister Arne Rolighed (S). »Selv om der stadig er en tredjedel, der giver karakteren 'ikke helt godt' eller 'dårligt', er det udviklingen, der er vigtig for mig«. Det er professor Jørgen Goul Andersen, Center for sammenlignende velfærdsstudier ved Aalborg Universitet, der har målt befolkningens tilfredshed med en række offentlige velfærdsydelser. I undersøgelsens resultater skiller vurderingen af sygehusvæsenet sig klart ud som det eneste område, befolkningens holdning har flyttet sig afgørende på siden en tilsvarende måling i 1998. Et overraskende resultat 26 procent siger i dag 'udmærket', 35 procent 'ganske godt', 20 procent 'ikke helt godt' og 8 procent 'dårligt' om sygehusvæsenet. »Jeg synes selv, at resultatet er overraskende, fordi det strider mod det indtryk, man får i medierne, og dermed punkterer nogle myter«, siger Jørgen Goul Andersen. Har du et bud på, hvorfor holdningen er skiftet så markant? »Det kan man kun gisne om. Men det kan have at gøre med, at der i de seneste år er kommet nogle rimeligt klare signaler om, at politikerne tager problemet alvorligt og prøver at gøre noget ved det. Der er jo rent faktisk blevet tilført området betydelige midler i det seneste par år, og ventetiden er faldet - samtidig med at det er lykkedes at hæve danskernes middellevetid«, siger Jørgen Goul Andersen. Parti ingen rolle Ifølge undersøgelsen spiller køn, alder og uddannelse ikke den store rolle for vurderingen af sygehusene. Politisk er midterpartiernes vælgere de mest positive, mens der ikke er markant forskel på holdningen hos vælgere fra Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. »Det viser, at befolkningen ikke er politisk forblændet, når det gælder vurderingen af sygehusene. Men derfor kan emnet godt blive et tema i den kommende valgkamp - selv om jeg tvivler på, at det har det store potentiale til at flytte stemmer«, siger Jørgen Goul Andersen. Formanden for amternes sygehusudvalg, amtsborgmester Bent Hansen (S), er ligesom sundhedsministeren glad. »At det er vendt så hurtigt - det er overraskende. Men jeg ved, at den samme udvikling bekræftes i undersøgelser, der er lavet lokalt i enkelte amter. Det er utrolig positivt - det bliver svært for grædekonerne at få plads«, siger Bent Hansen. Tilfredshedsundersøgelsen spørger også til folkeskolen, bibliotekerne, daginstitutionerne og hjemmehjælpen. Sidstnævnte ligger i bund med kun 28 procent helt eller ganske tilfredse - et resultat der dog er bedre end i 1998, hvor det kun var 20 procent Til gengæld er andelen af utilfredse gået ned fra 70 til 32 procent, mens hele 40 procent siger 'ved ikke'. »Det er en overraskende stor ved-ikke-andel. Det kan være tegn på en begyndende bevægelse hen mod større tilfredshed«, siger Jørgen Goul Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























