Bio-krigere på indkøb i Danmark

Lyt til artiklen

Politiets Efterretningstjeneste, PET, bremser hvert år omkring 20 eksportordrer, fordi der er mistanke om, at produkterne skal bruges til masseødelæggelsesvåben. Ifølge efterretningstjenesten bliver danske virksomheder »ofte« forsøgt misbrugt af institutioner eller virksomheder i Mellemøsten, der køber tilsyneladende uskyldige produkter for at bruge dem til fremstilling af missiler, biologiske eller kemiske våben eller til udvikling af atomvåben. »Navnlig i Mellemøsten er der lande, der arbejder intensivt på at udvikle avancerede våbensystemer. Der ses ofte eksempler på, at teknologi og viden herom søges erhvervet fra danske virksomheder«, hedder det i en officiel rapport fra PET. Diskrete besøg PET fortæller ved et diskret besøg på virksomheden, at produkterne sandsynligvis vil falde i de forkerte hænder. Chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen fra PET forklarer, at virksomhederne oftest er meget lydhøre, når de bliver advaret mod at indgå i ulovlig eksport af følsomme produkter. »Der er ingen virksomhed, som kan holde til at blive sat i forbindelse med produktion af biologiske våben eller andre skrækkelige våben, som misbruges af slyngelstater eller terrornetværk«, siger han. Eksportforbud Men enkelte sager ender også med officielle eksportforbud. I 18 tilfælde fra januar 1996 til oktober i år har Erhvervsfremmestyrelsen afslået ansøgninger om udførsel fra Danmark. Det er sket i sager om eksport til for eksempel Iran, Indien og Syrien med henvisning til mistanke om, at produkterne skulle anvendes til at producere masseødelæggelsesvåben, oplyser Erhvervsfremmestyrelsen, der administrerer den danske eksportkontrol. Suppepulver stoppet Styrelsen har for eksempel afvist en stor eksportordre på ti ton pepton i pulverform til Iran. Pulveret kan bruges til fremstilling af noget så uskyldigt som suppe-terninger. Men pepton kan også bruges som vækstmedium, når man fremstiller de dødbringende miltbrandsporer, der nu skaber frygt verden over. »De seriøse virksomheder afstår frivilligt af hensyn til deres renommé, hvis vi eller PET råder dem til det,«, siger kontorchef Bent Lindhardt Andersen. Men Erhvervsfremmestyrelsen erkender, at der kan være sager, myndighederne ikke får kendskab til, fordi mange virksomheder tror, at kontrollen med følsomme produkter holdt op samtidig med den kolde krig. DI får mange henvendelser Dansk Industri får hver uge flere henvendelser fra virksomheder, der er i tvivl om, hvorvidt en eksportordre vil falde i de forkerte hænder. Interessen har været stigende siden terrorangrebet på USA 11. september. Den danske eksport er i voldsom vækst til lande, der er under mistanke for misbrug, som Irak, Sudan, Saudi-Arabien, Libyen, Syrien, Indonesien, Iran og Algeriet. »Vi står over for en stor udfordring, for vi er afhængige af specielt de olieproducerende lande. Det er der, væksten foregår for øjeblikket, mens væksten på vores traditionelle eksportmarkeder er meget begrænset«, siger chefkonsulent Marianne Castenskiold fra Dansk Industri.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her