For mere end to år siden var Mogens Glistrups udfald mod muslimerne for rabiate til flertallet i Fremskridtspartiet. Glistrup var ganske enkelt ikke stueren nok til at være medlem. Sådan er det ikke længere. Fremskridtspartiets landsmøde i Billund endte nemlig med støtte til kampagnelederens tanker om et 'muhamedanerfrit' Danmark. Det blev synligt for alle, da partiets mest magtfulde organ - hovedbestyrelsen - kom til udelukkende at bestå af Glistrup-tilhængere. Eneste undtagelse blev Glistrups hovedmodstander i partiet, landsformanden Aage Brusgaard, der med nød og næppe blev genvalgt. »Ja, det var vel kun fordi, at det ikke lige var mine tilhængere, der var på toilettet eller ude i cafeteriaet, da vi skulle stemme«, sagde Brusgaard, der vandt med syv stemmer over Glistrup-tilhænger Aase Heskjær. Som i 1970erne Medlemmerne af Fremskridtspartiet har flyttet sig. Ingen diskuterer længere om Glistrup skal smides ud eller sættes uden for indflydelse. Han er i dag partiet i en sådan grad, at det minder lidt om partiets første år tilbage i halvfjerdserne. »Det, som folk så som rabiat dengang, kan de fleste i dag godt indse ikke er så langt ude«, siger Aase Hestbæk, der blev topscorer til valget til hovedbestyrelsen - men som altså tabte formandsopgøret til Brusgaard med syv stemmer. Forbedringslejre Forskellen på de to - den moderate og den hårde - er enkel. Hestbæk mener således, at alle muslimer kan sendes ud. Også en dreng, der er født i Roskilde og har dansk statsborgerskab. Selv om hans forældre også skulle være født i Danmark, og man skal helt tilbage til bedstefaderen for at finde en forbindelse til et muslimsk land. Og er det land Pakistan, ja så er det adressen på drengen fra Roskildes fremtid, ifølge Hestbæk. Her siger Brusgaard stop. Han taler i stedet om »forbedringslejre«. »Hvor skal du sende dem hen? De er jo danske statsborgere, men du kan derimod sende dem i forbedringslejre«, siger således Brusgaard, der mener at tre-fire procent af muslimerne i Danmark er så fundamentalistiske, at de kan placeres her. Det giver ifølge Brusgaard cirka 6.000 i alt, som altså skal udsættes for »forbedringer«. Alt på landsmødet handlede om de fremmede, og det fik enkelte deltagere til at brokke sig. De forsøgte så spagt at tale om arbejdsløshed blandt folk over 50 år og ventelister til boliger, men de endte alligevel med selv at bruge størstedelen af deres egen taletid på de fremmede: For løsningen på ventelister til boliger er at sende de fremmede ud. Det samme gælder arbejdsløsheden, lod de forstå. Rammende for stemningen var årets indbudte ærestaler næstformand Poul Vinther Jensen fra Den Danske Forening. Han takkede Glistrup for hans defination af danskhed, der ifølge foreningen gør Glistrup til vor tids svar på Grundtvig. Grov beskyldning Og mens Brusgaard foran en kødrand af journalister forsøgte at forklare, hvorfor partiet ifølge den seneste meningsmåling fra Sonar er helt nede på 0,4 procent af stemmerne, så delte en af deltagerne, Bo Warming, tegninger ud af en rotte med Koranen under armen til pressen. Det var samme Warming, som dagen før fra talerstolen spurgte salen: »Hvad er forskellen på en rotte og en muslim? Jo, rotten får ikke social hjælp«. Ifølge Brusgaard er det netop den slags, der er forklaringen på den lave opbakning blandt vælgerne. »Glistrup siger tingene alt for klart«, lød hans løftede pegefinger. Det afviste Glistrup på det kraftigste og svarede, at den meningsmåling var det rene »manipulation«. Brusgaard hentydede ikke bare til udvisningen af alle muslimer, men også til forslaget om at 92 procent af alle lovene skal afvikles, og at halvdelen af de offentlige udgifter kan spares væk inden, der er gået seks år. Du er modstander af alle tre forslag, som vel må siges at være kerneområder hos jer. Hvordan kan I stadig være i parti sammen? »Det er fordi Glistrup er ligesom Låsby-Svendsen (en jysk handelsmand, red.). Han forlanger også i første omgang 12.000 kroner for en hest, som han godt ved ender med at blive solgt for 7.800 kroner«, siger Brusgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























