Den politiske følgegruppe for terrorberedskabet besluttede mandag på et møde at indstille til regeringen at forbedre beredskabet. I første omgang foreslås det, at der sættes et tocifret millionbeløb af til blandt andet nye beskyttelsesdragter og øvelsesområder. Beløbet kan vokse til en halv milliard kroner, hvis ideer om et fælles kommunikationssystem bliver til noget. »Men der er ikke tale om særlige trusler mod Danmark«, siger indenrigsminister Karen Jespersen (S) efter mødet i følgegruppen. Den tæller - ud over hende selv - også sundhedsminister Arne Rolighed (S) og en række borgmestre fra de største byer, herunder KLs formand, Odenses borgmester Anker Boye (S). »Vi var enige om, at Danmark har et godt beredskab, men der er selvfølgelig behov for en ekstra revurdering«, siger Karen Jespersen. Fælles kommunikation Overskrifterne på dagens møde hed således: Bedre koordinering, uddannelse, øvelser, udstyr og informationer til både borgere og de enkelte kommuner. Specielt den bedre koordinering kan dog blive enddog meget dyr. »Vi har besluttet at lade en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe se på, om det er muligt at lave et fælles radiokommunikationssystem«, siger Karen Jespersen. I dag har brandvæsenet, politiet, ambulancerne og forsvaret hver deres radiosystemer. De kan altså ikke snakke sammen. »Det er meget kompliceret, og intet land har endnu løst dette problem. Men vi har nu besluttet at prøve at finde ud af, om det er muligt - og hvordan gør vi det så. Det vil i givet fald blive en stor og dyr opgave«, siger indenrigsministeren. Allerede nu skal der dog lokalt indkøbes flere generatorer, som kan levere nødstrøm, ligesom antallet af såkaldte rensepladser for giftige stoffer skal udvides til otte fra de nuværende fem anlæg. Endelig skal der indkøbes flere beskyttelsesdragter til arbejde med giftige stoffer. I dag står 40 særlige kommuner for den opgave. Disse kommuner har i dag to af disse beskyttelsesdragter hver - det antal skal nu øges til fire dragter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























