Børn lærer af medier

Lyt til artiklen

»Mine forældre forstår ikke, at jeg bare tale i mobiltelefon. De synes ikke, at det er noget for unge piger. Men når de fravælger et medie for mig, fravælger de også en del af mig«. Sådan siger en pige i 4. klasse, som er blandt de 24 børn, som forsker Herdis Toft har fulgt tæt i tre år. For pigen betyder forældrenes forbud, at hun bliver lukket ude af venindefællesskabet. Et fællesskab, som lever og ånder for små SMS-beskeder og konstante opringninger til hinanden. Og som den unge pige kun kan være en del af ved at bruge mobilen i smug. »Store børn er sultne efter stof fra morgen til aften. Og de bruger uafbrudt de forskellige medier til at afkode mysterierne i samfundet og i deres omgivelser. Børn med den sult vil altid skaffe sig de informationer, de har brug for, uanset restriktioner hjemme eller på skolen«, siger Herdis Toft, Danmarks Pædagogiske Universitet. Social kompetence Sammen med fire andre forskere har Herdis Toft gennem tre år fulgt tre 2. klasser og tre 6. klasser fra tre forskellige lokalmiljøer. Heraf særligt intenst 24 børn og deres familier, for at afdække deres »hverdags- og mediekultur«. Og konklusionen er klar: Børn og unge udvikler en række sociale kompetencer, når de taler i mobiltelefon, spiller computerspil, surfer på nettet eller ser fjernsyn. Og forældre og skoler gør bedst i at lade ungerne tage for sig af varerne. Uden restriktioner og uden at favorisere et medie frem for et andet. Lærer at begå sig »Påstanden om, at børn ikke udvikler sociale kompetencer, når de sidder foran computeren, passer ikke med vores indtryk. Tit sidder de ikke alene, men i grupper, og de bevæger sig over hele verden. De lærer faktisk at begå sig i samfundet, men det er en kompetence, vi ikke anerkender i dag«, siger Herdis Toft. Projektet viser et paradoks mellem forældrenes og skolernes holdning til medierne. Mens de fleste forældre har smidt bøgerne op på loftet og i stedet løbende forsyner deres børn med computerspil, så holder skolerne stædigt fast i bøgerne som det primære medie. Men ingen af delene duer, mener Herdis Toft. Internet- eller bogkultur Under en nylig afholdt konference for 135 skolefolk benyttede hun derfor lejligheden til at give et godt råd: »I den alder skal de have lov til at tage ind og tage ind. Skolen skal passe utrolig meget på, at den ikke favoriserer bog- og aviskulturen, mens den sætter strenge restriktioner for elevernes brug af internettet«. Dermed ikke sagt, at skolerne skal slippe tøjlerne helt, understreger Herdis Toft. »Børnenes mediekulturelle kompetence skal hele tiden styrkes. Det er især vigtigt, at skolerne lærer eleverne, hvilken rolle medierne spiller i samfundet, så refleksion og kritisk sans bliver en del af lærdommen«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her