Lægemiddelindustriforeningen (Lif) mener ikke, at patienter, der medvirker i kliniske forsøg, behøver at vide alt om økonomien i forsøget og om lægens økonomiske forbindelser med medicinalindustrien. De oplysninger skal patienten ifølge gældende vejledninger modtage skriftligt ved starten på ethvert forsøg, men det vil Lif nu have lavet om. I en henvendelse til IT- og forskningsminister Birte Weiss (S) foreslår foreningen indført en bagatelgrænse i reglerne. Det er tilstrækkeligt at gå tre år tilbage i lægens arbejdsliv, og der bør være en minimumsgrænse for, hvor små støttebeløb fra firmaerne til lægerne det er nødvendigt at oplyse patienterne om, mener Lif. Forvirrende »Systemet fungerer slet ikke, og det praktiseres forskelligt rundt om i landet. Patienterne får alt for mange detaljerede oplysninger, som kun vil virke forvirrende og få dem til at fokusere mere på lægens økonomi end på det kliniske forsøg, det hele drejer sig om. Det er vigtigere, at de har opmærksomheden rettet mod forsøget, end på hvilken kongres den pågældende læge eventuelt deltog i for syv år siden«, siger formanden for Lif's kliniske forskningsudvalg, medicinsk direktør Thim Engel, medicinalfirmaet GSK, til Politiken. I 1997 fastslog en ny lov, at patienter, der medvirker i kliniske forsøg - typisk afprøvninger af nye lægemidler - skal informeres skriftligt om forsøgets omfang, økonomien i forsøget og samtidig have fuld besked om den eventuelle støtte, som forskeren modtager fra private virksomheder og fonde. Men først i november 2000 udsendtes den vejledning, der angav de nærmere procedurer. »Det første år har vist os, at hvis vi virkelig i praksis skulle efterleve retningslinjerne, ville det være helt uoverskueligt. Derfor ønsker vi en forenkling af reglerne. Vi kan pege på flere muligheder, hvoraf en økonomisk og tidsmæssig bagatelgrænse er én. Det vil i sig selv begrænse omfanget af oplysninger«, mener Thim Engel. Åbenhed nødvendig Thim Engel kan godt forstå, at initiativet hos nogle kunne efterlade en fornemmelse af, at de medicinalfirmaer, der ofte sponsorerer de kliniske forsøg, ikke er interesseret i at blotlægge deres økonomiske mellemværender med lægen for patienterne. Men det er på ingen måde tilfældet, siger han. »Vi anerkender fuldt ud betydningen af åbenhed i disse forsøg. Men det er måden, det praktiseres på, vi er utilfredse med. Vi foreslår derfor også den mulighed, at alle økonomiske oplysninger vedrørende et forsøg på forlangende kan udleveres til de patienter, der måtte ønske det«, siger Thim Engel. Lif ønsker forslaget behandlet i forbindelse med den revision af loven om det videnskabsetiske komitésystem, som et nyt udvalg nu skal i gang med. Enklere regler Næstformand i Den Centrale Videnskabsetiske Komité (CVK), Jens William Grav, forstår godt Lif's ønske. »Det er umiddelbart fornuftigt at se på, om det er muligt at forenkle reglerne«, siger Jens William Grav til Lif's nyhedsbrev. Jens William Grav understreger samtidig, at som reglerne er nu, skal alt i princippet oplyses.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























